Fredericia Kommune og madleverandøren Glade Krudtugler afslutter samarbejdet om levering af skolemad til to af kommunens skoler. Samarbejdet har ikke fungeret som planlagt siden opstarten ved årsskiftet. Udfordringen er, at Kirstinebjergskolens model for skolemad kræver, at maden leveres varm og færdiganrettet, fordi skolerne ikke har modtagerkøkken. Det har vist sig vanskeligere at gennemføre i praksis end forventet og har skabt vedvarende leveranceproblemer.

»Jeg er ærgerlig over, at vi skal finde ny leverandør af skolemad, men vi fortsætter naturligvis med gratis skolemad til eleverne. Kvalitet er vigtigt for os, og vi har høje ambitioner for skolemad som et pædagogisk måltid, der skal fremme elevernes trivsel og madmod,« siger Pernelle Jensen, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.

Søren Vilmand, CEO i Glade Krudtugler, kalder dialogen med kommunen konstruktiv, men erkender, at leverancemodellen slog fejl.

»Den valgte leverancemodel har desværre vist sig at være meget vanskeligere at gennemføre i praksis end antaget,« siger han.

Eleverne på Kirstinebjergskolen afdeling Høgevej og afdeling Havepladsvej vil fortsat få gratis skolemad. Glade Krudtugler leverer frem til den nuværende menuplan udløber, hvorefter en midlertidig aftale med en eller flere nye leverandører træder i kraft frem til sommerferien. Fredericia Kommune kører samtidig en ny udbudsrunde, og når eleverne møder ind efter sommerferien, vil det være med en ny leverandør.

Fredericia Kommune er stadig en del af det landsdækkende forsøg med gratis skolemad.