I Fredericia Lions handler basketball ikke kun om spillet på banen – det er fællesskabet, der bærer klubben fremad. Med en imponerende opbakning fra både spillere, forældre og frivillige er klubben vokset siden sin opstart i 2024. Nu ser det ud til, at succesen også vil brede sig til seniorniveau.
Vi kender dem alle. De vigtige frivillige. Uden dem var der ingen klub. Inden bolden kan kastes i luften fredag aften, skal alt være på plads. Fredericia Lions Basketball Klubs bestyrelse har netop afsluttet et møde, hvor opgaver er blevet fordelt, og frivillige bevæger sig målrettet rundt i hallen for at gøre klar. Det er en del af hverdagen i Fredericia Lions. De stiller op, fordi de brænder for det. For dem er det ikke bare en opgave – det er en passion. Stemningen emmer af engagement, og selv efter lange arbejdsdage møder de ind med et smil. De ved, at deres indsats er med til at skabe oplevelser, ikke bare for spillerne, men for hele fællesskabet omkring klubben.
Fredericia Lions Basketball Klub er en i rivende udvikling. Deres U15-hold ligger med i toppen, og fremtiden ser derfor lys ud, og holdet er omgivet af en engageret forældergruppe, der trofast kommer hver gang og hjælper til med praktiske opgaver.
– Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, rykker vi op i A-rækken. Lige nu ligger vi nummer to, og der er kun ét hold foran os – Skovbakken. Vi vinder vores kampe med fornuftige cifre hver gang, og vi har en kerne af spillere, der møder op til hver eneste træning, fortæller René Lassen, der for nylig er blevet valgt som klubbens nye formand.
Klubbens DNA er mere end bare ambitioner. Det er opbakningen, der gør forskellen.
– Selv dem, der er skadet, møder op for at støtte. Forældrene bakker op, bedsteforældrene kommer med – det er blevet en kæmpe ting, som virkelig samler os. Vi tager det seriøst, men vi har det også sjovt undervejs, siger Malene Svane, der var Fredericia Lions’ første formand.
Frivilligheden driver klubben
Fredericia Lions er baseret på en stærk frivillighedskultur, hvor ingen opgaver er for små eller store. “Vi har et system, hvor det nærmest kører af sig selv. Mange af os bruger vores fritid her, og vi hjælper hinanden med alt,” forklarer Malene Svane.
René Lassen har set det på nærmeste hold:
– Vi har for eksempel løst opgaver for Fredericia Idrætscenter og hjulpet med forskellige arrangementer. Når der er brug for folk, stiller vi med dem. Mellem jul og nytår havde vi over 20 frivillige i gang nede på Axeltorvet, og når der nu kommer en ny opgave om et par uger, er syv allerede meldt klar, siger han.
Det er et fællesskab, hvor alle tager ansvar.
– Det er dét, der kendetegner klubben – folk er klar til at hjælpe. Det er en fantastisk følelse, siger René Lassen.
Ny formand og nye hold på vej
Klubben har for nylig gennemført et planlagt formandsskifte. Malene Svane, der var klubbens første formand, er trådt tilbage, da hendes søn stoppede med at spille basketball i september. René Lassen er blevet valgt som ny formand, og overgangen er sket gnidningsfrit.
– Vi har fået to nye bestyrelsesmedlemmer samt en ny formand, og det hele er kørt fuldstændig problemfrit. Vi har også haft en naturlig overdragelse af opgaver, så det har været en god proces, fortæller Malene Svane.
Blandt de nye kræfter er 18-årige Nciklas, som hurtigt har taget ansvar.
– Han har mere eller mindre selv klaret regnskabet til generalforsamlingen. Han er gået i gang med at hænge bandereklamer op og har taget en kæmpe rolle i driften af klubben. Det er imponerende, siger René.
Den store opbakning og det voksende engagement betyder også, at Lions med stor sandsynlighed opretter et seniorhold til næste sæson.
– Det vil formentlig have niveau til minimum 3. division, afslører René Lassen.
Klubben har i øjeblikket omkring 20 aktive spillere, men med de voksende ambitioner og det stærke fællesskab kan tallet snart blive endnu højere. U15-træneren David Meilsø arbejder på at stable seniorholdet på benene med spillere, som han kender fra basketballklubber rundt omkring, og de vil efter planen samles hos Fredericia Lions Basketball Klub.