Fredericia Musicalteater indgår ambitiøst samarbejde med produktionsselskab om at skabe musicals i international klasse. Det sker i samarbejdet med Anders Østergaards AHA Creations. Teaterdirektør jubler over samarbejde.
Fredericia Musicalteater og produktionsselskabet AHA Creations indgår nyt strategisk samarbejde med et mål om at producere musicals på topniveau med et stærkt økonomisk fundament. Samarbejdet bygger videre på Fredericias stolte musicaltraditioner og er et stort skridt i retning mod at gøre Fredericia til Nordens musicalcentrum. Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.
I dag kan Fredericia Musicalteater offentliggøre et strategisk samarbejde med det nye produktionsselskab AHA Creations, der har til formål at skabe enestående musicaloplevelser i Fredericia. Dertil skal samarbejdet udvikle og opbygge et stærkt musical-økosystem, der gør det muligt at bygge videre på teatrets succesfulde musicalarv, og derved udvikle genren til glæde for publikum i hele landet.
AHA Creations er ejet- og ledet af erfarne kræfter, der foruden at have årelang musicalerfaring, også er velbevandret i Fredericias kultur- og erhvervsliv. Erhvervsmand Anders Østergaard bag AHA Creations, har fra 2014-2019 siddet som bestyrelsesformand på Fredericia Teater og var med på rejsen i teatrets storhedstid. Skuespiller og sanger, Martin Palme Skriver, som har medvirket i en lang række musicals både i Fredericia og over hele landet samt vundet Dansk Melodi Grand Prix i 2016, leder til dagligt driften i AHA Creations.
– Teatret er nu klart til at tage et stort skridt i retning af at blive en af landets førende musicalproducenter. Teatret er allerede godt kørende med stærke kunstneriske succeser, og vi holder selvfølgelig fast i den nye linje, vi har lagt for Fredericia Musicalteater med blandt andet eksperimenterende musicals samt musicals for børn og unge. Men med samarbejdet med AHA Creations får teatret nu det ekstra sikkerhedsnet, der er brug for, for at gå op i et højere gear, siger teaterdirektør på Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, der ser samarbejdet som et afgørende skridt i teatrets udvikling.
I fællesskab vil Fredericia Musicalteater og AHA Creations, foruden teatrets øvrige program, fra og med efteråret 2024 producere én stor musical per sæson. Der vil enten være tale om helt nyudviklede musicals skabt fra bunden eller internationale topmusicals fra fortrinsvis Broadway eller West End. En rød tråd i alle forestillinger vil være stærk historiefortælling, musik i højeste kvalitet, imponerende scenografi og kostumer og de bedste kunstnere både på og bag scenen – komponenter der tilsammen skal appellere til et musicalinteresseret publikum i hele Danmark og forhåbentlig uden for landets grænser. Den første co-producerede forestilling forberedes netop nu og offentliggøres senere til efteråret.
AHA Creations vil med fremtidens produktioner sætte et markant præg på det teater, de selv er formet af, både kreativt og vil med et solidt økonomisk grundlag kunne satse for byen:
– Vi er rigtig glade for at indgå dette samarbejde med Fredericia Musicalteater, og jeg kunne personligt ikke forestille mig noget bedre sted at starte vores rejse, end i byen, hvor jeg selv er fra og er formet af. Med vores erfaring, glæde ved at fortælle historier og et stærkt økonomisk grundlag lagt sammen med teatrets mangeårige musicalkultur og know-how med at producere succesfulde musicals, er vi overbeviste om, at vi kan skabe noget helt unikt i Fredericia. Ved blandt andet underskudsgarantier ønsker vi at være med til at give økonomisk ro omkring produktionen af de helt store forestillinger i Fredericia. Vi glæder os til at kunne være en støttende partner i at co-producere store forestillinger, der vil videreføre teatrets DNA, og som forhåbentlig vil have en positiv indvirkning i det kreative vækstlag i Fredericia og inden for musicalgenren, fortæller Martin Palme Skriver.
Opbygning af stærkt musicaløkosystem i Fredericia
For at opnå de ambitiøse mål skal Fredericia Musicalteater og AHA Creations sammen bygge videre på det, der har været årsagen til Fredericias musicaleventyr gennem 20 år, nemlig den uomtvistelige “Musical Know How” – den specialiserede viden inden for musicalgenren, som musicalakademiet og teatret i Fredericia har bygget op gennem mange år. Ønsket er at udvikle et musical-økosystem, startende i vækstlaget, som skal sikre et fundament for musicals i topklasse og på sigt have betydelig indflydelse på udviklingen af musicaltalenter i Fredericia.
-Ved at skabe et stærkt og sundt musicaløkosystem, hvor vores forestillinger kan tiltrække og dyrke talentfulde musicalkunstnere – både skrivende, komponerende og spillende kræfter, kan samarbejdet bidrage til at styrke og udvikle den danske musicalgenre som helhed, uddyber Thomas Bay.
Fredericia Musicalteater, der i december 2022 indsatte Thomas Bay som teaterdirektør, har på kort tid fået sat godt gang i hjulene på teateret og har allerede sikret flere succeser. Herunder IKEA-musicalen Ingvar!, der sammen med teatret blev belønnet af anmelderne for sit eksperimentelle mod, den Reumert-nominerede børnemusical De Tre Små Grise, som spillede for fulde sale og musicalen Come From Away, der i efteråret tog publikum og anmeldere med storm og som i år også fik en Reumertnominering.
Læs mere om Fredericia Musicalteater her: https://fredericiamusicalteater.dk
Læs mere om AHA Creations her: www.ahacreations.com
Om AHA Creations
Anders Østergaard og Martin Palme Skriver har over 10 års erfaring i den danske musicalbranche – og er velbevandrede på Fredericia Musicalteater. Erhvervsmand Anders Østergaard (Monjasa), har fra 2014-2019 også siddet som bestyrelsesformand på Fredericia Teater og var dermed med på rejsen i teatrets storhedstid. Han er derudover engageret i byen på flere forskellige måder, heriblandt AHA Livestage, som er søsterselskab til AHA Creations, samt i FC Fredericia. Ligeledes som formand for styregruppen omkring Fæstningscenter projektet (Museum Fredericia) m.m.
Skuespiller og sanger Martin Palme Skriver, som kommer til at lede den kunstneriske linje, er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia (2013) og skød sin professionelle karriere i gang med roller i High School Musical og den Reumert-vindende High School Musical 2 på Fredericia Teater. Senere tilkom roller i anmelderroste musicals fra Fredericia Teaters hånd som Den Lille Havfrue, Klokkeren fra Notre Dame og Seebach. Martin Skriver har dertil også med gruppen Lighthouse X bragt Danmark til Eurovision i 2016 med nummeret “Soldiers of Love”.
Om Fredericia Musicalteater
Fredericia Teater blev grundlagt i 1837 og blev i 2021 omdøbt til Fredericia Musicalteater. I teaterets lange levetid har Fredericia Musicalteater været et vigtigt kulturelt samlingspunkt i Fredericia og i resten af landet med en lang række store og markante succeser gennem tiden. Herunder spektakulære succeser som Disneys Den Lille Havfrue – The Musical, Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Tarzan – The Musical samt Seebach og Shu-bi-dua – The Musical. Som Danmarks eneste statsstøttede teater, der udelukkende fokuserer på musicalgenren, består repertoiret både af store og spektakulære forestillinger og de mere eksperimenterende og utraditionelle.
Teatret har haft en usædvanligt dramatisk historie siden dets grundlæggelse – herunder flere konkurser, en voldsom ildebrand og en bombning under Anden Verdenskrig. Men trods udfordringerne er det sejlivede teater altid genopstået.
I spidsen for teatret står Teaterdirektør Thomas Bay, som deler ledelsesansvaret med administrerende direktør Ole Justesen.