Det bliver ikke Steen Wrist, der kommer til at stå i spidsen for Socialdemokratiet ved næste kommunalvalg, der skal afholdes i november 2025. Det står fast efter, at Wrist ved middagstid meddelte, at han ikke ønsker at genopstille som spidskandidat og borgmester, når den indeværende valgperiode udløber. Dermed skal Socialdemokratiet ind i en intern valgkamp om, hvem der skal være partiets nye spidskandidat.

Ifølge Steen Wrist vil han fortsætte som borgmester perioden ud. Men baglandet skal nu til at lede efter en ny person til at lede partiet i Fredericia. I forvejen kan det blive et svært valg for Socialdemokratiet, der efter regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne, har fået massiv tilbagegang i meningsmålingerne. Den effekt kan også slå igennem lokalt.

Steen Wrist blev borgmester på kaotisk vis, da Jacob Bjerregaard (A) stoppede i utide i december 2020. På dette tidspunkt pegede et flertal i den socialdemokratiske byrådsgruppe på Wrist som afløser for Bjerregaard.

Jacob Bjerregaard ringede selv til Wrist og sagde, at nu var det hans tur, hvilket det senere på aftenen blev, da den dengang siddende socialdemokratiske byrådsgruppe enstemmigt pegede på Wrist.

Det var samtidig også meget usikkert, hvordan partiet ville klare skandalesagerne. Det første år af Steen Wrists embedsperiode kom til at stå i skyggen af store overskrifter, politisager, fyringer og udskiftninger i den kommunale forvaltning. Hertil blev der også brugt millioner på advokater, der skulle forfølge “borgmesterskandalen.”

Senere kunne Sydøstjyllands Politi og de øvrige myndigheder dog konkludere, at der var ikke noget at hente på Jacob Bjerregaards embedsførelse, ej heller på den daværende kommunaldirektør, Annemarie Schou Zacho-Broe, der endte med at få udbetalt erstatning og løn for hele opsigelsesperioden.

På trods af dette uskønne forløb lykkedes det alligevel Socialdemokratiet at beholde magten med et ganske spinkelt flertal i rød blok, hvor det først tippede til Socialdemokratiets fordel sent på aftenen. Steen Wrist formåede at vaske tavlen ren for Socialdemokratiet i Fredericia.

5-6. juli 2022. Arkivfoto: AVISEN

Beslutningen om at stoppe som borgmester begrunder Wrist med familien. Jobbet som borgmester kan være meget tidskrævende og opslidende.

Socialdemokratiet skal nu til at begynde en proces, der kan koste partiet dyrt. Interne magtopgør hos socialdemokraterne har historisk været med til at ødelægge valgmulighederne. Samtidig er der ingen entydig kandidat og arvtager til Steen Wrist i byrådsgruppen.

Her er Steen Wrists opslag på Facebook: