KOMMUNALT. Fredericia Kommunes regnskab for 2025 har fået en ren revisionspåtegning. Kommunens revisionsselskab PwC afgiver sin beretning uden forbehold og uden kritiske bemærkninger, og dermed kan byrådet nu foretage den endelige godkendelse af årsregnskabet.
Sagen skal først behandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget og derefter i byrådet. Revisionen har gennemgået en lang række områder, blandt andet it-sikkerhed, økonomistyring, bogføring, lønninger og afstemning af kommunens balance, og vurderer, at forretningsgangene generelt er tilrettelagt på en betryggende og hensigtsmæssig måde, og at opgaverne er løst efter reglerne.
Selvom den samlede påtegning er ren, har revisionen dog peget på et enkelt område, der kræver opfølgning. Det drejer sig om familieområdet, hvor revisionen har afgivet en ikke-kritisk bemærkning vedrørende støttende indsatser og anbringelser efter Barnets lov. Bemærkningen skal besvares over for tilsynsmyndigheden, og forvaltningen har sat en handleplan i værk for at sikre, at de nye og ændrede regler bliver fuldt indført.
Handleplanen, der er udarbejdet af Familie og Sundhedsfremme, hviler på fem indsatsområder, nemlig arbejdsmiljø, myndigheds- og sagsarbejde, forebyggelse, styring og ledelse samt overgange for børn, unge og familier. Den blev godkendt på Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalgets møde den 2. juni, og revisionen følger op på effekten ved et revisionsbesøg i 2026.
Også på beskæftigelses- og ydelsesområdet har revisionen kigget nærmere efter. Her vurderes opgaverne som helhed at være varetaget betryggende, men revisionen har konstateret fejl på kontanthjælpsområdet af formel karakter med mulig betydning for udbetaling og refusion, samt enkelte fejl på integrationsområdet. Forvaltningen arbejder på at rette fejlene, og revisionen vil følge op ved sit besøg i 2026.
Endelig har revisionen i forbindelse med regnskabet noteret et merforbrug på det tidligere Beskæftigelses- og Sundhedsudvalg samt Senior- og Socialudvalget. Merforbruget er forklaret i regnskabet og giver ikke anledning til en bemærkning, men revisionen anbefaler fortsat opmærksomhed.
Samlet konkluderer revisionen, at årsregnskabet er udarbejdet efter reglerne for kommuners budget og regnskabsvæsen. Når byrådet godkender beretningen, sker samtidig den endelige godkendelse af kommunens årsregnskab for 2025.







