Henrik Lykke Olsen er fra 1/1-24 udnævnt til erhvervscenterdirektør i Fynske Banks erhvervscenter i Svendborg. Udnævnelsen sker samtidig med flere organisatoriske justeringer, som skal styrke bankens fokus på sine erhvervskunder og på kompetenceudvikling.
For første gang får Fynske Banks erhvervscenter i Svendborg en erhvervscenterdirektør.
Det bliver Henrik Lykke Olsen, som siden 2020 har arbejdet i Erhvervscenter Svendborg som henholdsvis erhvervskonsulent og erhvervskundechef.
I den relativt korte periode har han sat et markant aftryk på Fynske Banks lokale erhvervsprofil, og derfor er han udpeget som den rette mand til at varetage det daglige ledelsesansvar for Erhvervscenter Svendborg.
På tværs af sine geografiske regioner har Fynske Bank i 2023 oplevet en stigende interesse fra erhvervskunder, og i den nye stilling fortsætter Henrik Lykke Olsen med at sikre, at bankens løsningsmodeller og tilbud vokser med efterspørgslen fra både nye og eksisterende kunder.
Henrik Lykke Olsen træder samtidig ind i Fynske Banks Svendborg-regionens ledelse.
Styrket fokus på ekstern profil og kompetenceudvikling
På grund af den stigende interesse fra erhvervssegmentet er der behov for erhvervscenterdirektører flere steder i Fynske Banks organisation.
Henrik Lykke Olsens udnævnelse er derfor et led i en gennemgående organisatorisk justering på tværs af Fynske Banks regioner på Fyn og i Trekantområdet.
En lignende stilling som erhvervscenterdirektør i Kolding-regionen er derfor slået op, mens Michael Sabro-Lippert allerede fungerer som erhvervscenterdirektør i Odense-regionen.