Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag om et større slagsmål, der fandt sted på restaurationen Havfruen i Vendersgade i Fredericia sent fredag aften. Politiet blev tilkaldt klokken 23.44, hvor flere gæster var involveret i tumult.
Ifølge politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd er der meldinger om, at der både blev brugt knytnæver og muligvis også flasker under slagsmålet. Da politiet ankom, var episoden overstået, men efterforskningen pågår fortsat.
– Vi undersøger sagen, og der er angiveligt nogen, der har været udsat for vold i det her. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad der har forårsaget slagsmålet, siger politikommissæren.
Politiet efterlyser vidner
Politiet arbejder nu på at klarlægge hændelsesforløbet og efterlyser derfor vidner, der måtte have set noget i forbindelse med episoden.
– Hvis nogen kan bidrage med oplysninger om sagen, hører vi meget gerne fra dem, siger Hans Hoffensetz.
Overvågningsmateriale fra stedet vil også blive gennemgået for at vurdere, om der er grundlag for yderligere sigtelser.
En 54-årig mand sigtet
Foreløbigt er en 54-årig mand fra Vejle blevet sigtet i sagen.
– Vi har valgt at sigte en enkelt person på baggrund af de oplysninger, vi har. Han er sigtet for overtrædelse af restaurationslovgivningen på grund af voldelig adfærd, forklarer Hoffensetz.
Politiet undersøger, om sagen kan udvikle sig til en egentlig voldssag, afhængigt af overvågningsbilleder og vidneforklaringer.