SPORT. En gammel FHK-kending har fået en af dansk håndbolds fineste hædersbevisninger. Nick Rasmussen, der både startede og sluttede sin aktive karriere i Fredericia HK, er kåret som Årets Træner på herresiden for sæsonen 2025/26. Sammen med ham løber Anders Friis fra Viborg HK med titlen på kvindesiden.
Det er trænerne selv, der har valgt vinderne. Ligatrænerne, 1. divisions-trænerne samt U- og A-landstrænerne har udpeget de to til de prestigefyldte titler, der blev uddelt fredag i forbindelse med årets Tophåndbold Symposium i Vejle.
For Nick Rasmussen er det anden gang i karrieren, han modtager hæderen, som han også fik i 2022. Denne gang vinder han den oven på en sæson, hvor han førte Skanderborg AGF til DM-sølv, klubbens bedste resultat nogensinde, og til avancement fra gruppespillet i European League. Han fik godt hver tredje stemme, og i alt blev der givet stemmer til ni ud af de 34 kandidater i herreklubberne.
Selvom det i dag er Skanderborg, han har ført til tops, er Nick Rasmussen om nogen en Fredericia-mand. Hans aktive karriere både begyndte og endte i Fredericia HK, hvor det blev til hele 390 førsteholdskampe gennem 1980erne og 1990erne, og han regnes for en af klubbens helt store legender. Han har også haft sit civile arbejdsliv i byen som pædagog på Ullerup Bæk Skolen, før han i 2017 tiltrådte som cheftræner i Skanderborg.
På kvindesiden går prisen til Anders Friis, der overtog cheftrænerposten i Viborg HK så sent som ved indgangen til den netop afsluttede sæson. Trods en turbulent start formåede han sammen med Viborg-mandskabet at vinde bronze i European League, spille sig frem til pokalturneringens Final4 og lande en samlet femteplads i grundspillet. I kvindernes afstemning fik han godt 20 procent af stemmerne, mens 12 ud af 29 kandidater fik stemmer.
Ud over æren modtager begge vindere et gavekort til et hotelophold fra Scandic.







