BUSINESS. SER Hegn i Fredericia får nye ejere. Garda Group, Nordeuropas største leverandør inden for perimetersikring og elektronisk overvågning, har fuldendt opkøbet af Heras, og dermed bliver SER Hegn en del af den voksende koncern.
Opkøbet, som netop er blevet godkendt af konkurrencemyndighederne, betyder, at SER Hegn i Fredericia og Rødovre samt virksomhederne Moosdorf Hegn i Aalborg og Stentoft Hegn i Rødekro bliver integreret i KIBO Sikring – en del af Garda Group.
I alt kommer omkring 85 medarbejdere fra Heras’ danske selskaber nu under KIBO Sikrings vinger. Opkøbet gør dermed KIBO Sikring til den førende danske virksomhed inden for perimetersikringsløsninger.
Lokalt løft og stærkere løsninger
Opkøbet ses som en markant styrkelse af sikringsmulighederne lokalt i Fredericia og i resten af landet.
Lars Kramer, administrerende direktør i KIBO Sikring A/S, udtaler:
»Vi er utroligt glade for at kunne byde Heras og deres dygtige medarbejdere velkommen til KIBO Sikring og Garda Group. SER Hegn i Fredericia har en stærk profil og ekspertise i opsætning af hegn og porte. Med dem på holdet kan vi styrke vores position og tilbyde vores kunder endnu bedre og mere komplette sikringsløsninger.«
SER Hegn har længe haft en stærk lokal forankring i Fredericia og har specialiseret sig i permanent perimetersikring. Med integrationen i KIBO Sikring forventer Garda Group, at selskabet kan styrke sine tilbud og nå endnu bredere ud med deres ekspertise.
Fortsat lokalt fokus
Markild Iversen, Country Manager i Heras Danmark, ser store perspektiver i integrationen:
»Vi er stolte over at blive en del af KIBO Sikring og Garda Group. Vores forretning er bygget på høj kvalitet, tæt samarbejde og stor respekt for vores kunder. De værdier matcher perfekt med Garda Groups. Vi glæder os især til at styrke vores tilstedeværelse i Fredericia og samtidig bidrage til koncernens fokus på bæredygtighed.«
Garda Group består nu af virksomheder i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Tyskland med omkring 2.100 medarbejdere. Opkøbet af SER Hegn betyder, at virksomheden i Fredericia bliver en central del af denne markante europæiske spiller på sikringsmarkedet.