Pernelle Jensen (V)

Det er ikke nogen hemmelighed, at forhandlingerne omkring lægevagten har været svære og at det har været et meget langt forhandlingsforløb. En af de helt store knaster i forhandlingerne har været antallet af mindre konsultationssteder som f.eks. Fredericia. At det lykkedes at holde fast i 19 konsultationssteder var på ingen måde nemt og hvis vi kigger til andre steder i landet, så er der ingen andre regioner, som har så mange konsultationssteder, som vi har i Region Syddanmark. Det kan man da kun glæde sig over.

Der vil således igen være lægevagt i Fredericia. Det er lægerne, som har besluttet i hvilken rækkefølge de vil åbne konsultationsstederne og Fredericia vil åbne fra den 1. februar 2024. Der er tale om genåbning af mange konsultationssteder og derfor vil det ikke være muligt for lægerne at åbne alle på en gang, men det er da bedre at vente lidt på en genåbning end at der slet ikke kom et konsultationssted, hvilket er den situation mange andre byer i landet står i.

Rent praktisk fungerer det sådan, at de læger, som bemander de mindre konsultationssteder, også kører ud på sygebesøg til borgere, som ikke har mulighed for at komme ind i lægevagten. Der er således ingen steder, hvor lægen bare sidder på konsultationsstedet og venter på patienterne. Der er ikke patienter nok på de mindre konsultationssteder til at fylde hele tidsrummet kl. 16-23 ud, så det ville være spild af ressourcer, hvis lægen ikke også så andre patienter. Det gælder for alle de mindre konsultationssteder og helt i tråd med, hvordan det har været tidligere.

Den nye lægevagtsaftale sikrer tryghed for borgerne, fordi man har mulighed for at blive set af en læge i sit lokalområde. Jeg er derfor stolt af den aftale, der er indgået med lægerne i Region Syddanmark og synes vi har landets bedste lægevagtsaftale.

Pernelle Jensen,

Umanaksvej 2, Fredericia

Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her