Lige pt. er parkeringsudfordringer i Fredericia by et emne, der bliver diskuteret.
Der bliver foreslået indtil flere løsninger, hvor der skal bruges økonomi til at skabe de mange nye P-pladser.
Vi har i Faglige Seniorer særligt fokus på pensionisterne, så derfor er forslaget fra vores side helt enkelt og let at gå til.
Vi tror, at gratis bustransport til alle pensionister vil løse en del af parkeringsudfordringerne i indre by – og især de problemer der er med at deltage i aktiviteter i Seniorhuset for gangbesværede.
Samtidig vil det give mulighed for at vores pensionister kan komme rundt i hele kommunen – og dermed mulighed for at deltage i flere aktiviteter, oplevelser og besøg, som ikke nødvendigvis er målrettet indre by.
Vi er helt klar over, at gratis bus til pensionister selvfølgelig skal finansieres af Fredericia Kommune. Det er ikke helt let, med de udfordringer der er omkring økonomien – så vi foreslår derfor, at gratis bus for pensionister får et forsøgsår, hvor der kan indsamles viden – er det en god investering, benytter vores pensionister bussen mere og er det en investering der giver ”pote”?
Vi tror, at der er rigtigt meget forebyggelse i gratis busforbindelse.
For en del pensionister er det uoverskueligt at finde ud af Rejsekortet og tanke penge på kortet. For andre vil det kunne give mulighed for at tage af sted til en aktivitet – sidst på måneden, når kassebeholdningen er lav. For nogle vil det være valget om at lade bilen stå derhjemme og benytte busforbindelserne i stedet for.
Faglige Seniorer vil derfor – på trods af de økonomiske udfordringer der er i kommunekassen – opfordrer til, at der investeres i vores pensionister med et gratis buskort.