KRIMI. En 45-årig mand blev søndag aften slået og sparket i Madsbyparken i Fredericia, da han greb ind over for en gruppe, der optrådte truende over for to unge mænd. Nu efterlyser politiet vidner til overfaldet. Det oplyste vagtchef Arne Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi i mandagens døgnrapport.

Episoden skete klokken 22.45 ved Madsbyvej. Manden så inde i parken fire-fem personer, der havde omringet to unge og virkede truende, og han henvendte sig for at sikre sig, at de to var okay.

Men da han greb ind, vendte gruppen i stedet vreden mod ham. Han blev tildelt slag og spark mod ansigtet og pådrog sig en blødende flænge bag øret og et mærke ved øjet, ligesom han efterfølgende var øm i hovedet og brystkassen. Hvor mange af de fire-fem personer der slog, står ikke klart, og politiet ved ikke, om manden efterfølgende har været i behandling.

Gerningsmændene var stukket af, inden politiet nåede frem, og politiet har ikke noget nærmere signalement af dem. En 21-årig kvinde fra Fredericia, som den forurettede bad ringe 112, slog alarm.

De to unge, en 20-årig og en 21-årig mand fra Fredericia, er begge afhørt i sagen. Den 45-årige forurettede har ukendt adresse.

Politiet hører gerne fra vidner, der har bemærket noget i området omkring Madsbyparken søndag aften ved 22.45-tiden.