Der var ekstra meget på spil, da Fredericia Håndboldklub i lørdags spillede mod TTH Holstebro. Grøn Elforsning, der netop er blevet sponsor for klubben, havde valgt at markere deres debut som sponsor med et særligt initiativ: For hver af de 31 mål, der blev scoret, donerede virksomheden 750 kroner til Mødrehjælpen. I alt blev det til 23.250 kroner, som skal gå til at støtte udsatte familier i juletiden.
For medejer af Grøn Elforsning, Helal Jan, er det et naturligt skridt for virksomheden at kombinere deres lokale engagement med en stærk vilje til at hjælpe andre.
– Vi ønsker at sende et budskab om, at man bør hjælpe, hvor man kan. Vi har tidligere doneret til Kræftens Bekæmpelse, og det falder i tråd med vores CSR-politik. Det handler ikke kun om at tjene penge. Det handler om at gøre en forskel for mennesker, forklarer Helal Jan.
Det er netop ønsket om at gøre en forskel, der har ført Grøn Elforsning til at engagere sig i lokale sportsinitiativer som sponsor for FHK. Men det handler ikke kun om synlighed eller markedsføring – for Helal Jan handler det også om at motivere andre til at tænke på dem, der har det svært.
– Denne kamp er den første, hvor vi er sponsorer, og derfor føltes det naturligt at markere det på en anderledes måde, så vi valgte at donere penge til Mødrehjælpen. Det betyder også noget, at vi kan gøre en forskel for dem, der har det svært, siger han.
For Grøn Elforsning er det afgørende, at deres donationer bidrager til konkrete resultater. Helal Jan peger på, hvordan især børn fra udsatte familier kan mærke forskellen, når virksomheder vælger at støtte velgørende formål.
– Børn, der skal i skole kan have svært ved at fortælle, hvad de har lavet til jul, fordi de ikke har haft en jul som vi kender det. Det ønsker vi at ændre på med vores donation, siger han med et eftertryk, der understreger, hvor meget sagen betyder for ham personligt.
At give tilbage er en kerneværdi
Initiativet med at donere penge per mål blev godt modtaget. Grøn Elforsning ser det som en bekræftelse på, at deres indsats kan have en positiv effekt på både banen og udenfor.
– Det handler om at skabe en win-win-situation, hvor vi både støtter lokalsporten og hjælper dem, der har brug for det, fortæller Helal Jan.
Han lægger heller ikke skjul på, at det at kunne give noget tilbage er en vigtig del af både virksomhedens og hans egen personlige filosofi.
– Det er noget, vi altid ville gøre. Det er også noget, jeg personligt altid ville gøre og har gjort. Nu har vi bare mulighed for at gøre det i lidt større beløb, end hvis vi kun var privatpersoner. Vi har gjort det nu, fordi vi virkelig ønsker at hjælpe, og vi vil også fortsætte med at gøre det i fremtiden. Det er helt sikkert, siger han.
Grøn Elforsning har med donationen ikke kun markeret sig som en ny og engageret sponsor for FHK. De har også sendt et stærkt signal om, at virksomheder kan spille en vigtig rolle i at skabe bedre vilkår for udsatte familier – især i en tid, hvor behovet er større end nogensinde.