På generalforsamlingen i Fredericia Håndværkerforening var det ikke gået ubemærket hen, at Fredericia Kommunes byggesagsbehandlingstid er steget markant. Formand Jesper Bjerrisgaard sagde, at der er et møde med kommunen om sagen i næste uge.

Advokat Michael Sønderskov blev enstemmigt valgt som dirigent til Fredericia Håndværkerforenings generalforsamling, der blev afholdt i MesseC i Fredericia. Efterfølgende tog formand Jesper Bjerrisgaard ordet, og kom med bestyrelsens beretning.

– Vi har haft stor fokus på sociale arrangementer. Vi har holdt EUC håndværkerdag, dialogmøde med Fredericia Kommune. Det kunne være fedt hvis man havde spørgmsål til kommunen. Vi havde en sommerfest på Herslev Skole, der var hyggelig. Vores julebanko stak af. Der var rekordtilslutning, vi måtte kopiere plader til nummer, nogle ventede 30 minutter på at sidde ned, men til gengæld var der æbleskiver nok. Det var en stor succes, og det er dejligt, der bakkes op om det. Vi havde julekoncerten i Christianskirken, og vi blev virkelig godt underholdt, sagde Bjerrisgaard og fortsatte:

– Vi holdt et opfølgningsmøde med kommunen, som vi ville danne et tættere bånd med. Det er vigtigt at have et sammenspil, der gør, at vi kan komme i mål. Vi kan trykke dem på maven, og de kan presse os. Hvis man ikke kender hinanden, så er det svært at gøre noget. Det var derfor et fint start-up møde. Dilettant var en oplevelse, og så har vi været ude at se Skills, hvor vi så nye medlemmer deltage, fortalte Jesper Bjerrisgaard.

Formanden kunne ikke undgå at nævne de seneste tal fra DI, der viser, at Fredericia sammen med Fanø er den kommuner Sydanmark med længst byggesagsbehandlingstid.

– Vi er mega dårlige til byggesagsbehandlingen. 2021 var det 45 dage, i 2022 er den oppe på 108. Når vi kigger på de omkringliggende kommuner er de markant bedre. Det går jeg ind og presser dem på kommunen om. Vi skal se på, hvad vi gør, og det tager jeg også med til Business Fredericia. Det er ikke godt nok. Der har været opsigelser, og nogle har selv valgt at flytte, og der har været dårlig struktur. De er i gang med en proces med teams, og når man laver om, så arbejder man ikke 110 procent, men 80 procent, hvis man er kommunen. De er obs på det, og vi har ikke løst problemet, men jeg har et møde i næste uge, hvor vi hopper lidt ekstra. Når jeg ser sådan noget, går jeg i flæsket på dem og fortæller, at der skal gøres noget ved det, sagde Bjerrisgaard.

Regnskabet fremlagde Carsten Pedersen fra RSM Danmark, og han kunne præsentere et overskud på 11.340 kroner. Til bestyrelsen kom der to nye medlemmer, da Dennis Niess og Michael Kristensen valgte at træde ud. Specielt Michael Kristensen, der er tidligere mangeårig formand fik, flotte ord med på vejen.

– Du har været en fantastisk leder i den her forening i lang tid. Fra alle os skal der lyde en stor tak for indsatsen du har gjort. Du har samlet foreningen med alt det du har præsteret. Det er en fornøjelse, men også vemodigt at sige tak til dig. Det er en fornøjelse at overtage noget, der kører så godt, sagde Jesper Bjerrisgaard og overrakte to flasker vin til Michael Kristensen.

Som afløser for Niess og Kristensen blev Morten Nielsen og Claus Rasmussen valgt. Dermed består bestyrelsen af:

  • Jesper Bjerrisgaard
  • Stig Andresen
  • Simon Hansen
  • Allan Thomsen
  • Kevin Barrasinki
  • Morten Nielsen
  • Claus Rasmussen

Som suppleanter blev Bo Lykke Jacobsen og Daniel Lynggaard valgt. 

Efter en halv times tid blev generalforsamlingen hævet, og snakken kunne gå i krogene inden, at turen klokken 17:30 skulle gå videre til Business Fredericias generalforsamling.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer