Han er manden bag FHK's angrebsspil - og han vil helst ikke have vasket sine strømper

Kampdagen begynder tidligt om morgenen for William Andersson Moberg og slutter først, når sidste fløjt har lydt, og ind imellem ligger en række af små handlinger, som han helst holder for sig selv, fordi han frygter, at nogen vil forstyrre dem, hvis de bliver kendt. To af dem slipper han dog. Der skal salsiccia på tallerkenen, og der skal de samme strømper på fødderne som i sidste kamp, og de skal helst have undgået vaskemaskinen undervejs. »Jeg spiller altid i de samme strømper, og helst uden at de er blevet vasket. Alle på holdet har deres små ritualer, men jeg er nok en af dem, der har flest,« siger han, og det er omtrent så langt, han vil gå i den retning.

Det er en svensker med et roligt tonefald og en påfaldende beskeden måde at tale om sig selv på, der har siddet med nøglerne til FHK’s angrebsspil siden sommeren 2024, hvor han kom til Fredericia fra IK Sävehof. Han er født i 2000 og voksede op i Stenungsund ved kysten nord for Göteborg, hvor han også tog sine første skridt i håndbolden, indtil familien flyttede ind til storbyen, da han var 13 eller 14, og han nåede at spille syv sæsoner i den svenske liga for Alingsås og Sävehof, før han besluttede, at det var tid til noget andet. Fredericia blev svaret, fordi klubben kontaktede ham på et tidspunkt, hvor han ville spille meget og spille i de europæiske turneringer, og FHK har siden hans ankomst været med i både Champions League og European League. »Klubben har ambitioner om at vinde titler og nå langt i Europa, og det passer rigtig godt til mine egne ambitioner. Vi tog ned og så det hele, og så faldt tingene på plads,« fortæller han om beslutningen, som han og hans kone traf sammen. De så det som en chance for at prøve, hvordan Danmark er, og efter to år er svaret, at de har det godt her.

På banen er svaret på, hvem han er, lige så kort, som det er klart, for det handler om alle de andre. »Min opgave er at styre spillet, uanset om jeg selv scorer mange mål eller ej. Selvfølgelig er det dejligt at score, men hvis vi får mål fra mange forskellige positioner, så har jeg gjort mit arbejde,« konstaterer han. Der er dog én situation, hvor det kun handler om ham, og det er på syvmeterstregen. Straffekastene er landet hos ham, dels fordi færre end man skulle tro har lyst til at stå der, dels fordi han gjorde det i Sverige og holder af det. »Jeg synes, det er sjovt at tage straffekast. Især i de tætte kampe, hvor de virkelig betyder noget,« lyder det fra manden, der sjældent brænder.

De holdkammerater, han skal få til at se gode ud, er i vid udstrækning nye, for truppen er skiftet meget ud, siden han kom, og han har kun godt at sige om det. Der er kommet mange nye spillere i hans egen alder, nogle nordmænd og to svenskere, og det har gjort det lettere at få noget socialt op at stå i en klub, hvor han i begyndelsen var den eneste udefra. Hvad de samme holdkammerater så mener om ham i omklædningsrummet, er et spørgsmål, der får ham til at tøve længe, før han foreslår, at de nok ser en, der spiller golf og tager sit arbejde alvorligt. Spørgsmålet om et overraskende faktum om ham selv får samme behandling. »Jeg er nok lidt kedelig som person,« siger han og griner, inden han alligevel kommer i tanke om, at han spiller golf med et handicap under ti, et niveau de færreste amatører når, og at han går meget op i ishockey. Hans hold er Frölunda fra Göteborg, det har det altid været, og han ser alt, der kan ses, og læser statistik, når det handler om dem.

Ishockeyen var i øvrigt tæt på at blive hans egen sport, for den lå på bordet derhjemme sammen med fodbold og håndbold, og håndbolden kom med hjemmefra. Begge forældre spillede, og de har trænet hold i udlandet, så valget stod mellem de tre, og håndbolden var sjovest. Den gav ham tidligt det minde, han vil bære med sig længst, og det stammer fra en ungdomsturnering i Danmark, hvor han som 11- eller 12-årig stod i en semifinale med sit svenske hold mod et tysk hold foran mange mennesker, og hvor kampen blev afgjort i sudden death til svenskernes fordel. Mange år senere spiller han i det land, hvor det skete, og bor der med sin kone.

Hjemmet i Fredericia er, med hans ord, meget hyggeligt. Hun støtter ham, og de to bruger tiden på kaffe, gåture og på at gå ud at spise, som han er vant til fra en større by. »Det ærlige svar er, at jeg som regel laver det, min kone gerne vil, og ellers ville jeg spille golf,« fortæller han, og nu hvor det er blevet koldere, og golfsæsonen er ved at ebbe ud, bliver der mere tid til det første. Fredericia kalder han en fin og hyggelig by, lidt lille i forhold til Göteborg, men med nok at tage sig til, og det, man kan lave, er godt.

Noget af det, der kan laves, er som nævnt at spise, og spørgsmålet om livretter får ham til at sukke, for der er mange. Øverst ligger fisk med sandefjordsauce, kartofler og asparges, hummersuppe hører også til favoritterne, og om efteråret trækker en napolitansk pizza, men det korteste svar er alt med salsiccia. Det er den, der ender på tallerkenen hver kampdag, inden strømperne kommer på, og inden de ting, han ikke vil tale om, går i gang, og det er der, dagen og dette portræt ender, for alle ritualerne peger samme sted hen. »Alt, hvad vi gør, handler om at vinde. Vi vil vinde de store ting. Det er en lang rejse, men jeg synes, vi er på vej. Hvis vi kan få lidt ro på, tror jeg, vi kan nå langt i år,« siger William Andersson Moberg, der torsdag igen tager de samme strømper på.