Sagen om Kobbelgården 3 fortsætter med at skabe debat i Fredericia, hvor politikere, embedsmænd og interessenter forholder sig til Socialtilsyn Syds alvorlige kritik af bostedet. Næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing (C), understreger, at situationen er dybt alvorlig, og at processen har været lang og kompleks.

Mens kommunen har fulgt en plan for at rette op på forholdene, står det nu klart, at Socialtilsynets vurdering ikke stemmer overens med kommunens egen opfattelse af fremdriften. Tirsdag var der pressemøde i sagen om Kobbelgården, hvor Kirsten Hassing sagde, at man kan stille spørgsmål ved, om udvalget burde have reageret tidligere, men fastholder, at processen har været tilrettelagt med tillid til de igangsatte tiltag.

– Det er alvorligt, det der står i den agterskrivelse, og det tager vi selvfølgelig meget alvorligt. For mig er det en bekymring, der desværre er blevet til virkelighed. Dette har været en meget kompleks proces, som har stået på alt for længe. Man kan altid kigge tilbage og spørge, hvad man kunne have gjort anderledes. Skulle man have reageret før? Vi har tilrettelagt en proces sidste år, som vi har haft tillid til, og vi har fulgt den tæt. En plan er blevet fulgt tæt i udvalget, og vi har lige gennemgået den. Noget af det er gennemført, men der er stadig en del, der ikke er færdiggjort, siger Hassing.

En kulturforandring tager tid – men nu haster det

Ifølge Hassing har der været sket fremskridt på Kobbelgården, men ikke nok til at afværge Socialtilsynets skarpe kritik. En stor del af problemstillingen handler om arbejdspladsens kultur, og forandringer på det niveau tager tid.

– Dette handler i høj grad om at ændre en større kultur på arbejdspladsen, men der er sket forandringer. Der er sket forandringer, og det kan vi konstatere. Men vi kan ikke ignorere den alvorlige agterskrivelse, der er kommet, siger Kirsten Hassing.

Netop balancen mellem at anerkende de tiltag, der er gjort, og samtidig forholde sig til kritikken fra Socialtilsynet er en af de største udfordringer for udvalget. På den ene side har der været et politisk og administrativt fokus på at forbedre forholdene, men på den anden side mener Socialtilsynet ikke, at ændringerne har været tilstrækkelige.

Fokus på medarbejdere og borgere i en usikker tid

Midt i den store usikkerhed om bostedets fremtid understreger Hassing vigtigheden af at skabe tryghed for både medarbejdere og borgere. Personalet står over for en situation, hvor deres arbejdsplads måske ændres markant, men samtidig skal dagligdagen på Kobbelgården fungere, mens beslutningsprocessen kører.

– Lige nu står vi i en situation, hvor vi står overfor en meget kompleks opgave, med mange spørgsmål og stor usikkerhed. Derfor har vi brug for at skabe så meget tryghed som muligt for de medarbejdere, der er omkring borgerne, og som stadig skal udføre deres arbejde. Borgerne skal stadig opleve, at arbejdet bliver udført, og at der er en nærværende opmærksomhed på stedet, forklarer Kirsten Hassing.

Hassing understreger, at der stadig er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres, og at politikerne i Senior- og Socialudvalget vil følge sagen tæt. Selvom der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om bostedets fremtid, erkender hun, at store ændringer kan være på vej.

– Det er noget, vi som udvalg vil følge tæt, da der er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres. Uanset hvad dette måtte føre til, er der ingen tvivl om, at vi står overfor scenarier, hvor der muligvis vil komme store ændringer for Kobbelgården. Men det er for tidligt at gå nærmere ind i de diskussioner, fortæller Hassing.

Afventer næste skridt – men fokus er på støtte

Hvad der konkret skal ske, afhænger af den videre proces, herunder partshøringsmødet den 26. februar, hvor kommunen vil fremlægge sine bemærkninger til akterskrivelsen. Indtil da er signalet fra Kirsten Hassing, at kommunen vil støtte medarbejderne og beboerne i den usikre tid.

– For nu handler det om at støtte stedet, støtte ledelsen og medarbejderne, og gøre vores bedste for at tage hensyn til de borgere, der er der, slutter Kirsten Hassing.

Spørgsmålet om Kobbelgårdens fremtid er endnu åbent, men én ting står klart: Processen har trukket ud længe, og afgørelsens konsekvenser kan blive markante.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her