Stormen har taget fat på Fredericia. En køretur rundt i byen, og man ser efterårets tydelige sprog danne en ny kulisse for fæstningsbyen. Samtidig er de lyse havnekajsbetonkonstruktion på overarbejde. Driftdirektør hos ADP A/S, Morten Højrup fortæller, at de er klar.
– Det er ikke industrihavnen, der er mest udfordret, det er mere Kanalbyen og i den forbindelse kommunens del af Gammel Havn. Men vi har også taget os nogle forholdsregler. Vi har samtidig sendt ud til vores lejere ved vores lystbådehavn, at de skal tilse deres både, og være opmærksomme. De steder, hvor vi har mulighed for at gøre noget, der skal vi gøre noget, og det har vi gjort, fortæller Morten Højrup.
Elskabe og kraner sikret grundet stormen
– Vi har samtidig nogle elskabe, som vi har måttet gøre noget ved for at sikre os, at de ikke kommer under vand. Ellers er vi godt hjulpet af, at vi normalt har to meter fra vandkanten til kajen. Vi påregner, at det ikke når helt op, men vi holder øje, og bruger historien; hvor var vi værst stillet sidst og hvordan ser det ud nu. Der er nogle forhold fra gang til gang, men vi tager naturligvis vores forholdsregler. Industrihavnsmæssigt ser det godt ud for Fredericia, mens andre havne i Danmark er mere ramt, siger Højrup og slutter:
– Det er business as usual her. Vi er nok mere bekymret for stormen end for vandet på industrihavnen. Vi har derfor stormsikret vores kraner. Man risikerer ikke, at kranerne vælter, når vi har sikret dem. Der er en række procedure, vi sætter i gang der, så vi sikrer os, at kranerne står låst. Det har vi gjort. Det er fint. Kranerne bliver ikke betjent i stormvejret.