Fredericia Byråd har på dagens byrådsmøde vedtaget den planlagte udvidelse af Fredericia Havn. Havneudvidelsen på 70.000 m2 realiseres bl.a. ved opfyldning af det indre bassin i Vesthavnen til etablering af en lav-emissions containerterminal samt etablering af ny RO/RO terminal med landstrømsanlæg. Tilsammen sikrer havneudvidelsen vækstmuligheder, flere arbejdspladser, øget effektivitet og sikkerhed samt en mere bæredygtig drift af havnen. Anlægsarbejdet forventes påbegyndt i august 2023, hvor RO/RO terminalen forventeligt står færdig i slutningen af 2024 og containerterminalen i foråret 2025.
Havneudvidelsen har i 2022 været i myndighedsbehandling med to høringsfaser. I udviklingen af projektet har der gennem dialog og åbenhed været et meget stort fokus på at udvikle de bedst tænkelige løsninger for miljø og omverden. Som følge af detailprojekteringen og på baggrund af bemærkninger fra 2. offentlighedsfase er der bl.a. udviklet en ændret kajkonstruktion. Dette er mere skånsomt for havmiljøet, fordi man undgår at uddybe havbunden, og dermed reducerer man mængden af råstoffer, som skal tilføres. Med den ændrede kajkonstruktion bliver nedramningsperioden ligeledes forkortet, hvilket er en mere skånsom løsning for marsvin i Lillebælt, idet de støjmæssige påvirkninger reduceres.
– Havneudvidelsen er et resultat af et formidabelt samarbejde mellem ADP, Fredericia Kommune samt Byråd og udvalg. Udarbejdelsen og planlægningen af det største anlægsarbejde på Fredericia Havn siden 1970erne har været båret af en konstruktiv og respektfuld dialog mellem kommune, politikere og ADP, hvor man har lyttet og tilpasset sig hinanden i processen. En stor tak til vores ejere, særligt i Fredericia, hvor vi nu kan gå i gang med at fremtidssikre den stolte havnetradition og skabe yderligere vækst og arbejdspladser for området, lyder det fra ADP’sbestyrelsesformand Christian Herskind.
Anlægsarbejdet forventes at kunne påbegyndes i sensommeren 2023, og det er en begejstret direktør,som ser frem til at komme i gang:
– Det er flere års planlægning, myndighedsbehandling og grundigt forarbejde, der ligger forud for, at projektet nu kan begynde at tage sin endeligel form, og der skal lyde en stor tak til den politiske ledelse i Fredericia Kommune, som hele vejen igennem har arbejdet med og muliggjort, at vi i Fredericia nu kan gennemføre en havneudvidelse med bred politisk opbakning, siger CEO i ADP A/S, Rune D. Rasmussen, og fortsætter:
– Som en helt naturlig proces i udviklingen af anlægsprojektet har vi igennem projektforløbet videreudviklet de bedst tænkelige løsninger for miljø og omverden. Derudover har vi haft en konstruktiv og fornuftig dialog med naboer, myndigheder, kunder og øvrige stakeholdere. Nu glæder vi os meget til at komme i gang til august, og vi er stolte af, at vi sammen med ejere, bestyrelse og samarbejdspartnere kan bidrage til mere vækst og grønnere løsninger til gavn for Fredericia og hele region Sydjylland, slutter Rune D. Rasmussen.