Mandag morgen i Herslev Børnehave emmede af hygge, glade stemmer og duften af småkager med kanel, da børnene fra både vuggestue og børnehave stak hænderne i kagedejen for at støtte en vigtig sag. Institutionen har nemlig igen i år valgt at deltage i “Bag for Børnetelefonen” – en landsdækkende indsats, hvor børn bager for at støtte andre børn, der har det svært.

Børnehaven var flot pyntet med massevis af guirlander, flag og balloner.

Pædagogisk afdelingsleder Tina Tønning Pedersen fortæller, at børnehaven med deres deltagelse ønsker at bidrage til børns trivsel på flere niveauer.

– Som institution har vi i dagligdagen stor fokus på børns trivsel generelt, og det arbejder vi meget med. Når vi deltager i ‘Bag for Børnetelefonen’, hæver vi det op på et endnu højere niveau og støtter også de større børn, der måske oplever mistrivsel, forklarer hun.

Denne formiddag bages der småkager – små lækre gaffelkager, som børnene med stor iver former, dekorerer og senere skal sælge til forældre og lokale samarbejdspartnere.

– Vi har forberedt os siden sidste uge, hvor børnene har skrællet æbler til de muffins, vi skal bage senere på ugen, smiler Tina, mens børnene koncentreret arbejder med deres dejklumper.

Pædagogisk afdelingsleder Tina Tønning Pedersen mener, at det er vigtigt, at de som en mindre institution stadig fremhæver de store dagsordener omkring børns trivsel.

Børnene forstår vigtigheden af deres indsats

Selvom emnet kan virke stort for de små børn, formår børnehaven at formidle det på en måde, som de kan forstå. Tina forklarer:

– Børnehavebørnene har en forståelse for, at der er børn, der har det svært derhjemme, og at det er vigtigt, at der er voksne, som de kan tale med. Vi har også talt med forældrene, så de kan tage en samtale med deres børn om, hvorfor vi gør det her.

På dagen møder vi også Laurits og Lara, to af børnehavebørnene, der er spændte på at bage. Laurits er iklædt sin Spiderman-hat og proklamerer stolt:

– Når nu jeg skal bage i dag, skal jeg så ikke bare storme?

Lara og Laurits har set frem til at komme i gang med at bage for Børnetelefonen i denne uge.

Han fortæller livligt om, at han også har været med til at skrælle æbler i sidste uge som forberedelse til muffinsene. Lara er lige så begejstret og glæder sig til, at hele hendes familie skal købe småkagerne og spise dem derhjemme.

– Vi skal allesammen spise dem, bemærker hun.

Laurits fremviser stolt en af sine flotte småkager.

En fælles indsats med lokalsamfundet

Bagværket bliver senere solgt til forældrene og enkelte lokale, som institutionen har et tæt samarbejde med.

– Bagværket bliver pakket ind i fine pakker, som forældrene kan købe. Vi involverer også vores lokalsamfund, så enkelte samarbejdspartnere, som for eksempel dem, der ejer bygningen, har fået tilbuddet om at købe kager i løbet af ugen. Vi prøver at involvere dem vi har omkring os, men stadig holde det tæt på, fortæller Tina.

Mens børnene bager, hænger efterårsfarverne tungt uden for vinduerne, og børnene arbejder koncentreret med at forme småkagerne til fine, små kugler.

En del af en landsdækkende indsats

Herslev Børnehave er blot én af mange institutioner, der deltager i den landsdækkende indsats “Bag for Børnetelefonen,” som Børns Vilkår står bag. I år har over 110.000 børn og voksne fra 3.300 skoler, institutioner, virksomheder og familier tilmeldt sig. Formålet er at samle penge ind til BørneTelefonen, så børn, der er udsat for vold, overgreb eller omsorgssvigt, kan få hjælp – døgnet rundt, året rundt.

– Vi vil gerne støtte, hvor vi kan, og gøre en forskel for de børn, vi har mulighed for at hjælpe, afslutter Tina Tønning Pedersen med et smil.