Den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et stort slag foran Fredericias volde. Danmark var i borgerkrig med hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og Slaget ved Fredericia er siden da blevet markeret med 6. julidagene, hvor byen mindes den danske sejr. Til 175-års jubilæet for slaget er der nu skabt et 40 meter langt kunstværk, som viser hele optakten og slaget på én gang.
Museum Fredericia har, takket være en flot støtte fra Google og Fredericia Kommune, skabt det nye spektakulære kunstværk, der fremviser Slaget ved Fredericia som en lang billedfortælling. Maleriet er 40 meter langt og 1 meter højt, skabt af den unge kunstner Qnud Caos, og opsættes på muren foran Tøjhuset i Gothersgade.
Maleriet afsløres torsdag den 27. juni kl. 12 i Gothersgade 34, 7000 Fredericia. Museumsdirektør Karsten Merrald Sørensen og kunstneren Qnud Caos vil fortælle om tankerne bag det meget lange maleri, som indeholder et væld af detaljer og fortællinger. Repræsentanter fra Google og Fredericia Kommune vil fortælle om deres støtte til værket om Slaget ved Fredericia.
Der vil være repræsentanter fra Museum Fredericia, Google og Fredericia Kommune til stede sammen med andre af Fredericias aktører, som er aktive deltagere i festligholdelsen af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Alle er meget velkomne til at komme forbi, høre om maleriet og tale om den lange fortælling.