Der var ingen konkret medaljemålsætning, da 39 danske atleter rejste til vinter-OL i Milano Cortina 2026. Alligevel vender Danmarks Idrætsforbund tommelfingeren klart opad efter legene, der kulminerede med en historisk sølvmedalje til Viktor Hald Thorup i speedskating.
De danske atleter var fordelt på syv forskellige idrætsgrene, og ambitionen hjemmefra var ifølge DIF at levere præstationer på højt sportsligt niveau og samtidig skabe vinterolympisk begejstring i Danmark.
Ifølge DIF’s chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard, er den mission i vidt omfang lykkedes.
»Vi har jo stadig armene oppe i går efter den fantastiske og historiske sølvmedalje til Viktor Hald Thorup i speedskating, og hans præstation er sukkeret oven på dette vinter-OL set med danske øjne. Vi er i Danmarks Idrætsforbund ekstremt stolte over hele den danske OL-operation i Milano Cortina 2026. Vores målsætning hjemmefra var, at vores atleter skulle vise kvalitet, være med i den sjove ende af konkurrencerne og skabe spænding om resultaterne i de fleste idrætsgrene og discipliner, vi stillede op i. Det, synes vi bestemt, har været tilfældet. Derudover føler vi virkeligt, at vores mange fantastiske atleter har skabt præcis den vinterolympiske begejstring i Danmark, vi drømte om.«
Han peger samtidig på, at flere præstationer rækker ind i fremtiden.
»Vi har set nogle bemærkelsesværdige præstationer, som både imponerer her og nu, men som også rummer en masse spændende fremtidsperspektiver. Viktor Hald Thorups sølv skinner selvfølgelig ekstra meget, men der er meget andet at hæfte sig ved. Den ekstremt fokuserede og hårdtarbejdende Maja Voigt på bare 18 år bliver nummer ni i bobslæde, Anne de Besche sikrer os en fantastisk 16. plads i skiskydning og viser, at hun bliver spændende at følge i de kommende år, Rasmus og Nanna Vestergård Johansen gør det glimrende i skeleton, og så letter vi også på hatten for den unge grønlænder Sondre Slettemark, der får sat nogle fine løb i skiskydning sammen samtidig med, at han sammen med sin søster Ukaleq balancerer et tungt internationalt mediepres.«
Også de danske ishockeyherrer og curlingkvinder får anerkendende ord med på vejen, selv om det ikke rakte til medaljer.
»Selvfølgelig er det super ærgerligt, at det bliver stolpe ud for ishockeyherrerne og sidste sten for curlingkvinderne, men begge hold viser, at de er med i verdenstoppen, og det er vanvittigt positivt.«
Hos Team Danmark glæder sportsdirektør Lars Balle Christensen sig over niveauet og perspektiverne.
»Først og fremmest kæmpe tillykke med sølvet til Viktor Hald Thorup. Vi har set et niveau i flere idrætsgrene, som glæder os, og som giver grobund for optimisme for dansk vintersport. Vi ser frem til at følge OL-atleternes videre udvikling.«
Også på det organisatoriske plan er der tilfredshed med legene i Italien. DIF’s formand Hans Natorp fremhæver stemningen og opbakningen omkring vinter-OL.
»Det har været et aldeles glimrende OL, hvor vintersporten har fået et velfortjent ’shine’ oven på det publikumsløse og coronadominerede vinter-OL i Beijing 2022. Italienerne har taget OL til sig, og det føler jeg virkeligt også danskerne har. Det glæder mig usigeligt på vores danske atleters vegne. Kulminationen i går med Viktor Hald Thorups sølv var fantastisk, og vi rejser fra Italien med et stort smil.«





