Når traditioner møder moderne smag og livsstil, opstår der noget helt særligt. Den 8. november samles tre af Fredericias aktører inden for vin, mad og isenkram til en aften med fokus på det gode liv, og så kigger købmand Jens Overgaard kigger forbi.
Morten Lyager, Frank Gregersen og Finn Engbjerg fra Kop & Kande inviterer alle til et festligt og stemningsfyldt event hos Wineandbarrels på Vejlevej i Fredericia. Aftenen byder på smagsoplevelser, gode historier og masser af inspiration til både jule- og nytårsbordet.
Som en særlig gæst vil Morten Lyagers gamle vinlærer, købmand Jens Overgaard, dele ud af sin enorme erfaring og sine mange minder fra en svunden tid i Vestcentret. Overgaard, der i dag er 94 år, er et ikon for Fredericias handelskultur og en pioner, der formede byens detailhandel.
– Vi har fået min gamle vinlærer, Købmand Overgaard på 94 år, til at komme et par timer. Mange af hans gamle kunder vil nok gerne møde ham igen, og det, at han stadig er her, er helt fantastisk. Jeg håber, det kan tiltrække en masse mennesker, fortæller Morten Lyager, der selv har dybe rødder i byens vinhistorie.
Overgaard har oplevet og bidraget til Fredericias handelsliv på en måde, få kan matche.
– Som Overgaard sagde, var det ham og to advokater, der i 1971 gik ned i banken med en omgang Gammel Dansk og lånte 36 millioner kroner. Det var ekstremt mange penge, fortæller Lyager.
– Jens Overgaard giver et indblik i en tid, hvor mod og visioner gik hånd i hånd. Han vil på dagen fremvise gamle fotos og dele anekdoter fra sin tid i Vestcentret – en tid, hvor innovation og iværksætteri blomstrede tilføjer Morten Lyager.
– Vestcenteret var et fantastisk sted. Et sted med en kæmpe bagerafdeling med 10-15 medarbejdere, en stor kiosk med ekspedition, en stor vinafdeling med ekspedition, en stor parfumeafdeling, Danmarks længste delikatesseområde med alle former for hjemmelavede specialiteter, en fiskeafdeling, en grønt afdeling – og alle steder med mennesker på gulvet, der var klar til at yde en god service til kunderne, husker Lyager selv og fortsætter:
– Læg dertil en stor købmandskro, hvor man kunne være over 100 mennesker, et sted, hvor der også blev sendt mad ud af huset. Det var en kæmpe forretning i sig selv. Jeg husker selv, at jeg var 20 år gammel, da jeg holdt min første vinsmagning for 100 mennesker. Jeg havde aldrig snakket til folk før på den måde. De tre dage op til, der sov jeg ikke ret meget.
Morten Lyager, der står bag Lyagers Vin, ser frem til at forkæle en heldig gæst med en eksklusiv champagne-julekalender.
– Udover en masse gode vine, tips og anekdoter, så kører jeg også en konkurrence, hvor man kan vinde en champagne-julekalender med 24 små flasker champagne til en værdi af 800 kroner, og jeg håber selvfølgelig, det er en kvinde, der vinder denne præmie. Til herrerne er der en god flaske juleportvin, siger han med et smil.
Lyager lover også et bredt udvalg af vine til smagning og inspiration.
– På dagen har jeg vores julekatalog med, med julevin og to forskellige rødvine, en billigere og en dyrere. Jeg har også lidt portvin med til risalamanden, og man kan smage det hele – lidt champagne, rødvine og gaveløsninger, fortæller han og understreger, at der vil være noget for enhver smag, siger vinmanden.
Julens fineste: Georg Jensen og Royal Copenhagen
Finn Engbjerg fra Kop & Kande i Fredericia sørger for, at der er masser af danske designklassikere at lade sig inspirere af til årets julegaveindkøb.
– Jeg vil have en masse Georg Jensen og Royal Copenhagen-produkter med med, og jeg udlodder gavekort til Georg Jensen eller stjernerifler i butikken. Jeg sælger også en voucher til en værdi af 500 kroner for 400 kroner, forklarer Engbjerg, som også ser frem til at samarbejde med de øvrige handelsfolk om at skabe en helstøbt juleoplevelse, siger Engberg, der glæder sig til dagen.
– Vi vil gerne vise byen, hvad vi kan, men også, at vi kan stå sammen som handelsfolk. Det kom i stand ved, at vi talte sammen om, det ikke kunne være en god ide med sådan et arrangement. Morten Lyager og jeg er tidligere kolleger; jeg er ikke udlært hos Overgaard, men har været i butiksverdenen gennem mange år.
Sammen med Morten Lyager vil Finn Engbjerg demonstrere, hvordan det perfekte julebord kan se ud, og hvordan man skaber en stilfuld og indbydende atmosfære.
– Vi viser, hvordan det rigtige julebord skal være, og vi bruger Wineandbarrels’ sortiment og får det hele til at stå skarpt, siger Finn Engbjerg.
Slagterens bud på nytårsmenuen
Slagter Frank Gregersen kommer også til at spille en vigtig rolle under arrangementet, hvor han præsenterer lækre smagsprøver fra sin nytårsmenu.
– Jeg kommer med smagsprøver til nytårsmenuen. Folk kan lige smage en muslingesauce, som ikke er så dårlig endda, siger Gregersen med et glimt i øjet.
Han ser tilbage på en tid, hvor slagtere havde en mere fremtrædende rolle i butikkerne, inspireret af netop Jens Overgaards tilgang til håndværket.
– Han var faktisk en pioner, slagterne kunne selv bestemme dengang og det var en rigtig slagter dengang, men det eksisterer ikke mere i dag. Det er ærgerligt siger Frank Gregersen og peger på den udvikling, der har ændret dagligvarehandlen.
Eventet, som finder sted den 8. november fra kl. 13 til 17 hos Wineandbarrels på Vejlevej 60 i Fredericia, lover at blive en oplevelse fyldt med smag og inspiration. Her kan gæsterne opleve lidt af hver verden – fra vinens nuancer og madens smagsoplevelser til julens fineste isenkram. Og med Jens Overgaard som en særlig gæst vil eventet uden tvivl blive en hyldest til både fortidens og fremtidens handel i Fredericia.