LOKALT. Der var fart over feltet og glade børnestemmer i hallerne, da Vestfyens Kultur- & Idrætscenter onsdag og torsdag i vinterferien inviterede til hoppeborgsfest. Hal 1 var fyldt med oppustelige rutsjebaner og tonsebaner i alle farver og størrelser, mens andre aktiviteter fandt plads i de omkringliggende haller.

»Vi har i samarbejde med Party i Haven fyldt hal 1 med hoppeborge i alle mulige farver og størrelser. Nogle er rutsjebaner, nogle er tonsebaner, så der er lidt af hvert,« fortæller centerleder Julie Kjeldbjerg.

I hal 2 kunne børnene prøve kræfter med pickleball og badminton, og i den mindre hal var der indrettet et særligt område for de mindste. »Der har vi lavet et børneområde fra 0 til 4 år med en lille hoppepude, så det er lidt mere overskueligt for dem.«

Der var fuld fart på hoppeborgene i Vestfyens Kultur- & Idrætscenter i vinterferien.

Allerede første dag var opbakningen tydelig. Strømmen af børn og forældre begyndte tidligt, og i løbet af dagen lagde omkring 200 børn vejen forbi hallerne. »Der var cirka 200 børn i går,« fortæller centerlederen, der forventede et lignende fremmøde dag to. Stemningen beskriver hun som både livlig og hyggelig. »Forældrene sidder inde midt i hallerne og får en tår kaffe eller noget at drikke, og så løber børnene rundt og hygger sig. Fordi vi har så stort et areal, føles det ikke tæt pakket, og det er ikke sådan, at støjniveauet bliver voldsomt.«

Rolig time med plads til færre indtryk

I år havde centeret indført et nyt tiltag, nemlig en “rolig time” fra klokken 9 til 10, hvor der var færre børn i hallen og dermed mere plads og færre indtryk. »Vi ved, at der er nogle børn, der ikke magter, når der er fuld smæk på. De kan have svært ved alle de indtryk, der kommer, for eksempel hvis man har et handicap. Så det var et tilbud om at komme og prøve hoppeborgene uden, at der var 200 andre børn.«

Der kom ikke konkrete henvendelser i år, men idéen udspringer af erfaringer fra sidste år, hvor forældre havde spurgt ind til muligheden. »Det er inspireret af det. Og selvfølgelig skal der være plads til alle,« siger Julie med et smil i stemmen.

Selvom der ikke kom konkrete henvendelser i år, er tiltaget kommet for at blive. Ifølge Julie vil den rolige time også være en mulighed fremover. »Ja, helt sikkert. Det er jo ikke noget, der går noget af os, for vi er her alligevel, og hallen står tom. Så det vil altid være en mulighed.«

Rutsjebaner og tonsebaner trak omkring 200 børn den første dag.

Fast indslag i ferierne

Med god opbakning og to dage fyldt med aktivitet peger hoppeborgsfesten på at blive et tilbagevendende indslag i ferieprogrammet. »Der var rigtig god opbakning og god stemning,« siger centerlederen.

Og med store haller, plads til både vilde spring og roligere aktiviteter, tyder meget på, at arrangementet igen næste ferie vil fylde hallerne med hop, grin og masser af bevægelse.