BUSINESS. Tre profiler fra dansk erhvervsliv og topidræt mødtes torsdag på Messe C i Fredericia for at vende det spørgsmål, der sjældent stilles: Hvordan har den, der leder, det egentlig selv?
I de fire timer fra klokken 13 satte Lederne Sydøstjylland sig for at flytte blikket et sted hen, hvor det normalt ikke hviler. Væk fra bundlinjen og medarbejderne, hen mod lederen selv. Mod personen, der bærer ansvaret, og som forskningen i stigende grad peger på som en afgørende, men overset, brik i en organisations trivsel.
Lederne Live er et nyt, landsdækkende konferencekoncept, og Fredericia var blandt de første stationer. Temaet er ledertrivsel, og valget er ikke tilfældigt. Lederne har sat netop dette emne i centrum i 2026, fordi feltet har manglet opmærksomhed. »På det første område mangler der faktisk fokus på ledernes trivsel. Derfor er det også på tide, at man fokuserer på det emne,« forklarer Jan Søe Dybdal, bestyrelsesmedlem i Lederne Sydøstjylland.
Trivsel smitter
Argumentet hviler på mere end en fornemmelse. Forskningen viser, at lederens trivsel har betydning langt ud over lederen selv. Den forplanter sig ned gennem organisationen og berører medarbejdernes hverdag.
Samtidig er lederopgaven blevet mere kompleks. Kriser i flere verdenshjørner, en pandemi, der satte en ny dagsorden, og krav, der vokser hurtigere end før. Stort set uanset hvilken type leder man taler om, mødes alle i dag af nogle helt andre forventninger, end de gjorde for få år siden. »Lederen skal kunne trives i de opgaver og den kompleksitet, som verden er,« siger Jan Søe Dybdal og fortsætter: »Det er noget af det, der er vigtigt at fokusere på, hvordan vi som ledere også trives i det.«
Fra Sunset Boulevard til Astralis
Spredningen af stemmer var bevidst, fortæller Jan Søe Dybdal. »Vi prøver at have en diversitet af forskellige ledere, som giver deres perspektiver på, hvad ledertrivsel er.« Og programmet samlede da også profiler med vidt forskellige veje bag sig.
Jens Broch, tidligere CEO i Sunset Boulevard, fortalte om sit forsøg på at tænke arbejdsugen forfra. Hos ham blev arbejdsugen fire dage, og halvdelen af møderne forsvandt. Spørgsmålet, han efterlod salen med, var hvad det gør ved en organisation at bryde med den faste ramme om et job fra otte til seksten.
Mads Nipper, tidligere koncernchef, delte sine erfaringer fra både medgang og modgang, fra de dage, hvor alt lykkes, til dem, hvor det hele ramler.
Troels Banggaard, i dag Director of Performance i Astralis og tidligere mentaltræner i blandt andet FC København og FC Midtjylland, talte om at udvikle mennesker og højtydende hold. Han har bevæget sig på kryds og tværs af sport og erhvervsliv og mødt hele spektret fra storslåede sejre til knusende nederlag.
Endelig bidrog Lederne med en stemme fra eget hus. Signe Bilde Jørgensen fortalte om ledernes egen trivsel og arbejdsliv med afsæt i organisationens generationsanalyse fra 2025, en undersøgelse bygget på svar fra 4.400 ledere. Den giver et sjældent indblik i, hvordan lederlivet ser ud indefra.
Aha-oplevelsen
Dagen lovede ingen facitliste, men en lejlighed til at standse op. Den enkelte leder skulle tage noget med hjem og spørge sig selv, hvad det kunne bruges til i egen ledelse. »Det er vigtigt, at man udvikler sig, uanset om man er ny eller gammel leder. Tit og ofte kan der være nogle aha-oplevelser, hvor man tænker, det har jeg faktisk ikke set, men det var måske en god idé at prøve hjemme i min egen organisation,« siger han.
Konferencen står ikke alene. Lederne Sydøstjylland følger op med fyraftensmøder, hvor man kan gå tættere på de enkelte emner og de værktøjer, en leder konkret kan arbejde med. Og som medlem af Lederne har man mulighed for at ringe og få en ledersparring, hvis spørgsmålet bliver, hvordan man kommer videre.
»Der er mulighed for at række ud til os som afdeling. Hvordan kommer jeg videre, og hvordan kan jeg arbejde med det her som en del af min karriereudvikling?« slutter Jan Søe Dybdal.









