Foto: Magnus Runge Madsen, Fredericia AVISEN

I løbet af 2022 lånte 1,4 mio. borgere materialer på det lokale bibliotek eller det digitale bibliotek eReolen. Der lånes flest materialer om mandagen, og det er især kvinder, der låner. 1 pct. af lånerne lånte i 2022 mere end 197 biblioteksmaterialer hver.

1,4 mio. personer svarende til 24 pct. af befolkningen besøgte folkebibliotekerne eller eReolen for at låne materialer til blandt andet studierne eller fritidslæsningen i 2022. I alt blev der lånt 30 mio. biblioteksmaterialer, hvor mandag eftermiddag er det mest populære tidspunkt for udlån. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

– I 2022 lånte næsten hver fjerde i løbet af året et eller flere biblioteksmaterialer enten fysisk eller digitalt på folkebibliotekerne og eReolen. Lånerne var især glade for skønlitteratur, som lå øverst på listen, hvis man ser bort fra de studerende, der i højere grad lånte faglitteratur, siger Maria Pedersen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

I gennemsnit tog hver låner 21 materialer med hjem i løbet af året. Opdelt på køn lånte kvinder i gennemsnit 25 bøger, mens mænd lånte 19 bøger.

Et fysisk besøg på biblioteket var for 45 pct. af lånerne den eneste måde, de hentede biblioteksmateriale med hjem på, mens 34 pct. udelukkende lånte på eReolen, og 22 pct. benyttede begge tilbud.

Én pct. stod for 14 pct. af det samlede udlån
Selvom gennemsnittet lyder på 21 materialer, var der nogle, der lånte meget mere end andre i 2022. Den ene procent af lånerne, der lånte allermest, kaldes i denne analyse ’hyperlånere’. For at være hyperlåner i analysen skal man i 2022 have lånt over 197 materialer i løbet af året.

Selvom hyperlånerne kun udgjorde 1 pct. af alle lånere i 2022, stod de for 14 pct. af udlånene.

Den typiske profil på en hyperlåner er en kvinde i alderen 30-49 år med hjemmeboende børn, og hun låner mere og oftere end gennemsnittet.

– Hyperlånerne er generelt flittige brugere af bibliotekerne – både i forhold til antallet af materialer der lånes, men også hvor ofte de låner. Derudover kan vi også se, at hyperlånerne i højere grad låner det samme materiale flere gange i modsætning til de øvrige lånere, som oftest kun låner det samme materiale en enkelt gang, forklarer Maria Pedersen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her