På mandagens byrådsmøde i Middelfart Kommune blev der stillet flere spørgsmål om kommunens investeringer og fremtidige projekter, herunder etableringen af en ungdomsklub i Gelsted. Formand for Gelsted Lokaludvalg, Morten Thomsen, takkede for det nyligt vedtagne budget, men udtrykte samtidig bekymring over forsinkelserne og den manglende tilgængelighed for handicappede i forbindelse med ungdomsklubben.

– Jeg vil starte med at sige tak for et rigtig godt budget. Det er dejligt at se, at der bliver afsat så mange midler, og det er virkelig positivt at høre, at der bliver fokuseret på de unge, indledte Morten Thomsen.

– Nu taler Johannes lidt om spadestik, men i Gelsted foretrækker vi, at man klipper snoren, tilføjede han med et smil.

Tidligere på byrådsmødet havde borgmester Johannes Lundsfryd Jensen i sin orientering nemlig kommenteret:

– Og så har der været, og der er, en sæson for spadestik. Hvepsestik, bistik og spadestik – det er lige nu, hvilket skabte latter i salen.

Morten Thomsen efterspurgte en officiel åbningsdato for ungdomsklubben, som ifølge tidligere udmeldinger skulle have stået færdig i foråret.

– Jeg ved, at der er mange unge mennesker, der ser frem til den åbning, sagde han og bad om en præcis dato for, hvornår klubben ville åbne.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen svarede på spørgsmålet, men var usikker på, hvornår det ville ske.

– Med hensyn til åbningsdatoen – jeg kender ikke den præcise dato, men det, jeg har hørt, er, at det åbner samme dag som alle andre ungdomsklubber i kommunen.

Ifølge Morten Thomsen var det dog allerede mandag, samme dag som byrådsmødet, at de øvrige ungdomsklubber i kommunen åbnede.

Efter en kort pause fortsatte borgmesteren:

– Jeg ved ikke, hvornår det er. Men den sidste information, jeg har fået, er, at det åbner samme dag som de andre ungdomsklubber i kommunen.

Bekymringer om tilgængelighed i ungdomsklubben

Morten Thomsen rejste også bekymringer vedrørende tilgængeligheden for handicappede i ungdomsklubben, som skal etableres i en kælder. Han påpegede, at det ikke var blevet tænkt ind i de nuværende planer, selvom der er unge mennesker i Gelsted, der bruger kørestol.

– Vi synes, det er lidt trist, at nogle unge mennesker bliver udelukket fra fællesskabet, fordi de rent praktisk ikke kan få adgang, sagde han.

– Så mit næste spørgsmål er: Er der tænkt over dette, og kan vi på sigt få adgang med kørestol til ungdomsklubben?”

Johannes Lundsfryd Jensen svarede, at han desværre ikke kunne give et konkret svar på spørgsmålet om tilgængelighed, men bemærkede, at der er afsat midler til en tilgængelighedspulje, som Gelsted Lokaludvalg kunne søge.

– Men som du selv nævner, er der en tilgængelighedspulje, som I er hjerteligt velkomne til at søge, hvis der er behov for det, udtalte borgmesteren.

Morten Thomsen afsluttede med at gentage sin tilfredshed med budgettet, men håbede samtidig på, at midlerne til ungdomsklubben kunne blive rykket lidt frem.

– Jeg sagde jo, at det var et godt budget, og det mener jeg stadig. Vi er rigtig glade for det. Vi håber bare, at midlerne kan blive rykket lidt frem, men det er så en anden sag, konkluderede formanden fra Gelsted.

Byrådsmødet afslørede, at der stadig er usikkerhed omkring åbningsdatoen for ungdomsklubben i Gelsted.