Fredericia Eliteidræt havde torsdag afslutning på skoleåret, og i den forbindelse kom den fredericianske OL-atlet, Alberte Kjær, forbi. Hun fik highfives på vejen af de omkring 100 elever fra talentklasserne, der var til stede.

Torsdag var en særlig dag. Fredericia Eliteidræt havde valgt at holde deres afslutning på skoleåret 2023-24 i forbindelse med, at Alberte Kjær kunne komme forbi og fortælle om hendes OL-deltagelse, og samtidig lade eleverne fra talentklasserne stille hende spørgsmål.

Normalt er talenterne, der har morgentræning hver tirsdag og torsdag, opdelt mere, men torsdag var der kaldt til fællessamling klokken 08:30, efter at noget af træningen var overstået. Anledningen var, at Alberte, som til dagligt bor i Aarhus, men stadig er tilknyttet Fredericia Eliteidræt, lagde vejen forbi og med sig havde hun hendes far.

På halgulvet i hal 4 blev de omkring 100 elever fra talentklasserne, der deltager i morgentræningen, bedt om at sætte sig ned, og på en lille opsat scene kom Alberte Kjær i rampelyset. I slutningen af maj blev hun udtaget til OL i triathlon, efter at hun siden 2020 har været en del af den fredericianske OL-satsning frem mod netop OL i Paris.

Inden det kom så vidt, fortalte Alberte Kjær, at hun faktisk ikke startede op i Fredericia Eliteidræt som triatlet.

– Jeg startede som håndboldspiller og var det i 7.-8. klasse. Jeg fik lov til at rykke over til fysisk træning, og senere kom svømning i morgentræning, og derfor deltog jeg i det. I 8. klasse startede jeg til onsdagstræning også, husker Alberte Kjær.

“Alberte fra Fredericia” er god branding

Alberte Kjær var dog ikke alene om at være på scenen. Med sig havde hun Kultur- og Idrætsudvalgsformand i Fredericia, Peder Tind (V), som også er næstformand i Fredericia Eliteidræt. Tind ser det som god branding af Fredericia, at Alberte Kjær skal med til OL, og benyttede samtidig lejligheden til at huske alle på “hverdagens helte”.

– Alle ser Alberte, men dem bagved skal vi også huske. Familien, trænerne og de andre, der står bag Alberte, skal man huske. For kommunen er det hamrende vigtigt, og vi er stolte over, at vi har en atlet med. Vi skal huske at rose hinanden, og det skal vi blive bedre til. Vi skal derfor rose Alberte – det er virkelig hårdt arbejde. Hver gang vi har én ude i verden, er man ambassadør for vores by. Når vi derfor sender Alberte afsted, er det en fredericianer, vi sender afsted, siger Peder Tind.

En tredje mand var også på scenen. Det var Torben Øllegaard-Sørensen, der til dagligt er pressechef hos Crossbridge Energy. Derudover er han med i Fredericia Eliteidrætsfonds bestyrelse, hvor hans arbejdsplads er hovedsponsor og netop har været med til at støtte blandt andet Alberte Kjær med økonomiske midler.

– Da vi gik ind i det i sin tid, var det fordi man ikke kan alene. Vi har også nogen, der skal præstere i vores virksomhed, og det kan man ikke uden et team bagved, og det samme med Alberte. Vi kan spejle os i det med, at man skal konkurrere i toppen internationalt – det gør vi også hver eneste dag, og siden har vi fulgt Alberte. Vi har haft Alberte ude at fortælle om hendes arbejde, og det har inspireret os. Nu har vi sat kryds i kalenderen, og vi er glade for, at den opbakning vi har givet med sponsoratet, giver resultater, siger Torben Øllegaard-Sørensen.

Ikke forvent en medalje

Fra elevernes side var der mulighed for at stille spørgsmål til Alberte Kjær. Et af spørgsmålene gik på, om hun kan vinde guld. Til det måtte Alberte Kjær komme med en realistisk vurdering.

– Jeg er nok ikke en medaljekandidat. Jeg er omkring nummer 30 på verdensranglisten, og det vil være et stort spring at ligge nummer et, men man ved aldrig. Det kan være, jeg rammer dagen, siger hun med et smil.

Til gengæld har Alberte Kjær, i en del af tiden hvor hun har satset benhårdt på at komme med til OL i Paris, været optimist og virkelig troet på, at det kunne lade sig gøre.

– Jeg troede for alvor på det omkring 2021-22 stykker, hvor jeg vandt min første World Cup og faktisk også var tæt på at komme med til OL i Tokyo, uden at jeg havde haft det som et egentlig mål. Så min træner Boris og jeg satte os ned og talte om, hvad jeg skulle gøre og satte Paris som et mål, forklarer Alberte Kjær.

Netop Boris Bjulver, som Alberte Kjær refererer til, fortæller hun har været en vigtig del af hendes succes.

– Jeg har altid været meget ærlig over for ham, og han kender mig rigtig godt. Det har hjulpet mig rigtig meget, og noget af det vigtigste er, at man er ærlig over for ens træner, siger Alberte Kjær.

Efter at have talt til eleverne i 20 minutters tid var det tid til, at der skulle sættes autografer på en papfigur som moralsk opbakning til Alberte Kjær, som efterfølgende var med til at dele sommer-is ud til talenterne, der kvitterede med et high five samt held og lykke til den fredericianske OL-atlet.