Torsdag nat var der indbrud i en virksomhed på Erritsø Bygade. Torsdag eftermiddag blev gerningsmændene fundet i Horsens.

Indbruddet, der skete torsdag klokken 03:13, blev fanget af virksomhedens overvågningskamera, hvilket betød, at der var billeder af gerningsmændene, som havde stjålet en loftlampe.

Torsdag eftermiddag fik politiet standset en bil i Horsens, hvor det viste sig, at de fire gerningsmænd alle sad i bilen. Udover indbruddet blev de også sigtet for brugstyveri, da bilen, som de kørte i, ligeledes var stjålet.

Sagens involverede personer er en 35-årig mand fra Horsens, en 32-årig mand fra Fredericia, en 31-årig mand fra Fredericia og en 25-årig mand fra Bredstrup. Alle erkendte forholdene. En af dem blev desuden fundet i besiddelse af en peberspray, hvorfor vedkommende også blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.