REGION SYDDANMARK. Region Syddanmarks sygehuse og institutioner har siden mandag eftermiddag været ramt af problemer med tilgængeligheden til flere it-systemer. Regionens teknikere arbejder på at finde og udbedre fejlen, men der foreligger endnu ingen tidshorisont for, hvornår systemerne igen kører stabilt.
Region Syddanmark oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at nedbruddet skyldes et hackerangreb eller anden indblanding fra eksterne aktører.
På sygehusene betyder driftsforstyrrelserne, at arbejdsgangene flere steder er blevet mere besværlige, og enkelte afdelinger har indkaldt ekstra personale for at håndtere situationen. Det akutte beredskab er aktiveret.
»Udfordringerne udgør på nuværende tidspunkt ingen fare for syddanske patienters liv og førlighed,« siger koncerndirektør Kurt Espersen. »Alle akutte patienter håndteres, og 1-1-2 og lægevagten virker som vanligt.«
Han understreger, at borgerne ikke skal ændre adfærd som følge af nedbruddet.
»Enkelte afdelinger har indkaldt ekstra personale, da arbejdsgangene bliver mere besværlige af disse udfordringer, men patienterne skal ikke foretage sig andet, end de normalt ville gøre,« siger Kurt Espersen.
Patienter med en aftalt tid på et af de syddanske sygehuse tirsdag skal møde frem som planlagt, medmindre de får direkte besked om andet.








