Det italienske designmagasin Elle Decor Italia fremhæver i en ny artikel Vejle som et af de mest fortryllende steder i Danmark, hvor især opholdet på designhotellet Kirk Suites gør indtryk.

– Fra vinduerne i Kirk Suites kan man se Fjordenhus komme op af vandet med dets elegante, statueske udseende. Vi er i Vejle, Jylland, i en af de mest poetiske byer i Danmark fyldt med stjernerestauranter og bygninger skabt takket være genialitet fra en håndfuld skandinaviske kreative.

Sådan skriver redaktør for Elle Decor Italia, Alessia Musillo, i sin artikel om et ophold i Vejle med overnatning hos designhotellet Kirk Suites.
Det, som næsten lyder som en kærlighedserklæring fra redaktørens side, er resultatet af en overnatning på ”hjemmet væk fra hjemmet” på Havneøen i begyndelsen af efteråret.
Hotellet bliver beskrevet som et puslespil af lejligheder, som hver er møbleret med god smag og dansk design. Såvel byen som hotellet er således i redaktørens øjne oplevelser i sig selv.

– Vejle er ikke en kaotisk by. Den lever af havets energi og den blæsende brise, der kommer fra horisontlinjen. Kirk Suites er derfor ikke en niche, hvor du kan finde fred fra kaosset. Det er derimod en oplevelse, der overfører turisten til en dyb (og gennemtænkt) dansk dimension.
Ros fra udlandet gør indtryk
Hos Kirk Suites er Hotel Manager Vibeke Wonsbeck Filsø meget glad for omtalen fra det italienske.

– Man bliver jo helt blæst bagover. Vi har fået meget fin omtale i de danske medier, især i forbindelse med vores åbning sidste år, men at et designmedie som Elle Decor Italia peger os ud på den måde, det, synes jeg, er noget helt specielt, lyder det fra Vibeke Wonsbeck Filsø, som fortæller videre:

– Jeg er glad for, at redaktøren i sin beskrivelse af vores ”hjem væk fra hjemmet” lægger så stor vægt på, at vi hos Kirk Suites gør en ekstra meget for at kæle for detaljerne. Når det eksempelvis bliver noteret, at det ikke blot er en tilfældig lampe, men derimod Verner Pantons Flowerpot-lampe, som står på spisebordet, bekræfter det os i værdien af vores fokus på detaljer.
Hun bliver suppleret af direktør i Destination Trekantområdet, Martin Perregaard-Bitsch.

– I vores område har vi altid haft en helt speciel tilgang til udenlandske gæster. Selvfølgelig kommer vi ikke udenom, at vi huser et børnefamilie-paradis med LEGOLAND i spidsen. Men vi har måske en tendens til at glemme at vores område kan så meget mere, siger han og fortæller videre:

– Jeg synes, at vi har en helt speciel historie at fortælle inden for udviklingen af design her i Trekantområdet. Naturligvis har vi flagskibe i attraktioner som eksempelvis Trapholt og LEGO House, som hele tiden
udfordrer vores måde at tænke farver og former – men med Kirk Suites kan gæster i vores område nu bygge en helt ny dimension på designoplevelserne ved overnatte på et af Danmarks flotteste designhoteller.
En stærk tendens
Det er ikke tilfældigt, at et italiensk designmagasin besøger Vejle. Det er en del af en større indsats fra Destination Trekantområdets side om at trække flere italienske turister til vores del af Danmark. Det sker i en større samarbejde med blandt andet Billund Lufthavn og VisitDenmarks markedskontor i Italien.

– Italien er bare et spændende marked. Vi har en speciel fortælling, som italienske turister let kan købe ind på, og den lette tilgængelig via lufthavnens mange ruter til landet medvirker, at vi ser en stærkt stigende tendens i forhold til antallet af italienere, som vælger at holde deres ferie i vores del af Danmark, siger Martin Perregaard-Bitsch. Han peger videre på, at antallet af italienske turister i Destination Trekantområdet som helhed er steget med over 80 procent, når man sammenligner med år-til-dato tal fra før corona- pandemien.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her