Som journalist befinder man sig konstant i en strid mellem hjertets passion og hjernens objektivitet, især når man som jeg har den ære at dække en klub som Fredericia Håndboldklub. Det er en evig balancegang mellem at være den neutrale observatør og samtidig indvendigt råbe “ja!”, når ens hjembyklub opnår noget stort.
Siden jeg tiltrådte på AVISEN i 2017, har jeg haft privilegiet at følge FHK’s kampe både hjemme og ude. Jeg har været med til kampe på steder, der er knap så sexede som Køge, Stoholm og Frederikshavn. Og ja, det har været en rejse – en eventyrlig én af slagsen.
Inden min ansættelse på AVISEN, havde jeg allerede en lang historie med FHK. Som en indfødt fredericianer, er det nærmest en naturlov at følge byens håndboldhold. Jeg kender mange af de tidligere spillere personligt, og nu, i min professionelle rolle, har jeg set mange nye ansigter gøre deres indtog på holdet.
Søndagens sejr over Skanderborg Aarhus, der sikrede FHK en plads i DM-semifinalen, er et højdepunkt i min karriere som sportsjournalist. Det var et øjeblik, hvor jeg kæmpede med at holde mine følelser i skak. Jeg gik rundt på gangen foran omklædningsrummet, ventede på FHK’erne var klar til at give interviews. Nuværende assistenttræner, Jesper Houmark, som er tidligere cheftræner, gik hen til mig og sagde: “Vi gjorde det sgu, Patrick,” sagde han og rakte hånden ud og gav mig en high fives. Det samme med flere af de spillere, der var i FHK i længere tid. Der blev distancen mellem pressen og spillerne mindre end normalt.
Under kampen er det fristende at give efter for jublen, at råbe ud og fejre sammen med holdet. Men som journalist holder man sin professionelle maske på, nøjes med en kommentar til kollegaen ved siden af, eller sender en begejstret besked til AVISEN’s håndboldelskende ejer.
I en kamp, som den mod Skanderborg Aarhus, hvor alt er på spil, er det særligt svært at styre sit indre jubelråb. På den ene side er det fantastisk at formidle denne intense kamp til læserne, men på den anden side, kan man ikke helt give efter for euforien på samme måde, som hvis man bare var en tilskuer.
Det er dog netop disse øjeblikke – når klubben, som jeg har fulgt fra de sværere tider, når til sådanne højder – der gør mit arbejde så utrolig givende. Det er en stolthed og glæde, der går ud over det professionelle. Det har været, og er stadig, en utrolig rejse at være en del af.
At være sportsjournalist er ikke kun at rapportere om kampene, det er også at knytte bånd med de mennesker, der elsker klubben lige så højt som jeg gør – fansene. Over årene har jeg haft fornøjelsen af at opbygge et venskabeligt forhold med mange af FHK’s mest trofaste tilhængere.
Fra de højlydte trommeslagere i HK Ultras til de frivillige, der arbejder utrætteligt bag kulisserne, har jeg haft mange meningsfulde samtaler, delt utallige high fives, og oplevet fællesskabets styrke. Jeg har set, hvordan deres hengivenhed og passion har hjulpet med at drive holdet fremad, og jeg har mærket deres intense jubel, når sejrene er kommet.
Disse fans er hjertet og sjælen i FHK. De er der i solskin og i stormvejr, de er der til de mindre attraktive kampe i Køge og Stoholm, og de er der til de store triumfer som da holdet kvalificerede sig til semifinalen. Det er deres uendelige støtte, der hjælper holdet til at nå nye højder, og det er en ære at kunne dele disse øjeblikke med dem – både som journalist og som fan.
Sammen med fansene, spillerne, og alle involverede i FHK, ser jeg frem til det næste kapitel på denne eventyrlige rejse. Uanset hvad fremtiden bringer, ved jeg, at vi vil opleve det sammen, side om side, med håndboldens hjerte bankende stærkt i os alle.
