Lørdag summede teltet på Nytorv i Middelfart af julehygge og glade børnestemmer, der råbte “BANKO”. Her var familier samlet til ‘Jul i teltet’, hvor et program med musik, bankospil og varme drikke samlede børn og voksne om en vigtig sag.
– Vi er her i dag for at samle ind, så alle børn i kommunen kan få en god jul, fortæller ildsjælen Vagn Ove Hansen, mens han gør status over dagens aktiviteter.
– Lige nu er vi midt i Ungdomshuset Walkers bankospil for børn. Det er noget helt særligt, fordi ingen går tomhændet herfra – heller ikke selvom man taber. Der er gevinster til alle, takket være de mange sponsorer, der har støttet os.
Varm mad og varme minder: Nyt liv til gamle traditioner
Dagen bød på musikalske indslag fra både Middelfart Musikskole og gruppen Pop Shop, mens den varme gullaschsuppe fra Restaurant Marsvinet og duften af friskbagte pandekager fra Kring Chokolade spredte sig over pladsen. For Vagn Ove Hansen handler det om at genoplive en følelse af fællesskab, som han husker fra tidligere tider.
– Jamen, Bent [Bent Frandsen, ildsjæl og medejer af Restaurant Marsvinet] og jeg har længe syntes, at noget som dette har manglet. I gamle dage – og vi er jo lidt oppe i årene – havde vi noget, der hed Flæskehallen, griner han lidt og forklarer videre:
– Der kunne man få grønlangkål, pølser og alt muligt andet godt, og der var også en lille scene med musik og underholdning. Det er netop den stemning og det fællesskab, vi har ønsket at genoplive, og det er blevet taget utrolig godt imod, forklarer Vagn og tilføjer, at opbakningen fra byen har været helt overvældende.
Lokale sponsorer gør juleglæden mulig
En af de bærende kræfter bag arrangementet er de mange sponsorer, der har gjort det muligt at skabe en dag fyldt med aktiviteter for både børn og voksne.
– Det er fantastisk at mærke opbakningen fra de lokale virksomheder og sponsorere. Det er jo appellen til vores gode hjerte i det, der er formålet. Hvis vi får samlet nogle penge ind – og det håber vi selvfølgelig – så bliver de givet videre til familieafdelingen, som sikrer, at de når ud til dem, der har mest brug for det.
Indtægterne fra dagen går nemlig ubeskåret til Middelfart Kommunes familieafdeling, som sikrer, at midlerne når ud til de familier, der har allermest brug for det i juletiden.