Kaptajn Gammel Havn slår igen dørene op til stemning, lækker is og levende musik. En opfrisket facade, ny indretning, et nyt menukort, en ny ånd og mere fokus på ishus var nogle af de ting, som skete på Gammel Havn hen over sommeren og sensommeren i 2023.

Den store renovering og forandring efterlod ikke meget tid til at holde åbent, men is smager bedst, når solen skinner, og derfor blev der åbnet i slutningen af august sidste år. Hele holdet bag Kaptajn Gammel Havn har set frem til at skulle åbne op i 2024, hvor man kan se frem til en sommer med mere liv på havnen end hidtil.

Menuen er sat, og her er igen plads til både den traditionelle isvaffel og de meget populære Bubble Waffles, begge med lækker og frisk flødeis eller sorbet fra et af Danmarks bedste mejerier, Hansens Is. Foruden den gode scoop-is kan du se frem til softice, slush ice, frisk kaffe, bagels, panini og meget andet lækkert, som kan nydes ved vandkanten på Gammel Havn. Som en del af målet om at skabe mere liv på havnen, så kan byen også glæde sig til, at der fra maj til august hver eneste lørdag (såfremt vejrguderne tillader det) vil være livemusik ved Kaptajn Gammel Havn. Det sker kl. 19.30 hos Kaptajn Gammel Havn og vil være en god anledning til at spise en is, nyde et glas vin eller måske mødes med vennerne til en Philly Cheese Steak panini.

– Vi glæder os til den 13. april kl. 12.00, hvor vi officielt åbner dørene til Kaptajn Gammel Havn med fuldt sortiment. Vi står klar med en gratis softice til de første 100 gæster, og vi håber selvfølgelig at se hele Fredericia den dag, udtaler Brian Løkkegaard.