Fredericia Håndboldklubs anfører, Emil Tellerup, stopper i klubben til sommer et år før kontraktudløb, da han har fået muligheden for at fortsætte karrieren i en anden klub.

I sommeren 2018 kom Tellerup til FHK. Efter første sæson rykkede klubben op i ligaen, og i alle årene har Tellerup været ankermanden i målet. Særligt i sæsonen 2020/21 var Tellerup en profil i målet, da han med en redningsprocent på 33,1 procent var en af bedste keepere i ligaen. Han blev kun overgået af Søren Rasmussens 33,4 procent.

I denne sæson har Emil Tellerup kunnet se Thorsten Fries være førstevalg i målet, og med tilgangen af Sebastian Frandsen til næste sæson, var der ikke udsigt til meget spilletid. Derfor har anføreren fået grønt lys til at se sig om efter en ny klub. Det er nu sket, da Tellerup har indgået en aftale med en anden ligaklub.

– Tellerup har været en vigtig brik i klubbens målsætning om at blive en del at de bedste herreligahold i Danmark. Det er med blandede følelser, at vi tager afsked med Tellerup efter denne sæson, da han er et utrolig godt menneske. Han er vellidt, altid i godt humør, en super god holdkammerat og et klubmenneske. Derfor er vi også glade for, at vi i samarbejde med Tellerup har fundet en løsning så han kan fortsætte karrieren på højeste niveau, da han helt sikkert har kvaliteterne til det, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

Inden FHK og Tellerup går hver til sit, er der mål, der skal nåes.

– Vi så senest mod Aalborg, hvordan Emil Tellerup gik hen og blev kampafgørende. Den dedikation han har lagt i at komme tilbage fra den længerevarende skade kom til udtryk der. Sammen med Tellerup vil resten af truppen kæmpe alt det de kan i de sidste fire grundspilskampe og gøre så vi sikrer os en plads i slutspillet og kommer med i kampen om medaljer, fortæller Thomas Renneberg-Larsen.

Det er med vemod, at Emil Tellerup nu drager videre i håndboldkarrieren.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ville være blevet men klubben har valgt at prioritere anderledes, og det må jeg acceptere. Det er en fed klub med en fed hjemmebane, og jeg ser frem til at spille sæsonen færdig her og indfri vores mål, siger Tellerup.

Den karismatiske keeper peger på den udvikling, som klubben har været igennem, som noget han ser tilbage på.

– Hvert år har klubben skruet op for målsætningen, og vi har indfriet dem hvert år, og det er jeg stolt af. Nu er vi kommet godt i gang med 2023, og så skal den bare have gas i resten af sæsonen, slutter Emil Tellerup.

Emil Tellerup har tidligere i karrieren tørnet ud for klubber som GOG, TM Tønder og Ribe-Esbjerg.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her