EVENT. Ubberud Kultur- og Bevægelseshus danner søndag den 25. januar 2026 rammen om en hel dag i fællessangens tegn, når sangcoach og musiker Katrine Muff gæster byen som hovednavn ved arrangementet Fra brummer til bravour – sangdag for alle stemmer.
Dagen er tænkt som et åbent og inkluderende sangmaraton, hvor fællesskab, musik og samvær er i centrum. Initiativet henvender sig til alle, uanset alder og erfaring med sang, og skal give især odenseanere uden for bymidten mulighed for at samles om fællessangen.
Ifølge Birgitte Hjelm Paulsen fra kulturhusets aktivitetsudvalg er der et klart ønske om at skabe mere sangliv i lokalområdet.
»I Odense afholdes der løbende fællessangsarrangementer, men sjældent har vi i periferien af Odense mulighed for at synge rigtig mange sammen. Og sjældent har vi som almindelige fællessangere og lokale korister mulighed for at møde et sangkoryfæ som Katrine Muff«, fortæller hun.
Katrine Muff er kendt fra en lang række DR-produktioner og har blandt andet været ansigt udadtil i programserien Syng med! Fra skrål til skønsang. Under coronanedlukningen var hun desuden en del af værtsrollen i Fællessang – hver for sig på DR1 og har siden stået i spidsen for flere fællessangsudsendelser. Hun arbejder også som komponist og højskolelærer.
Sangdagen begynder med morgensang klokken 9.00 og fortsætter med et børne- og familiespor fra klokken 10.00, hvor korleder og underviser Anne Lise Quorning står for sangene. Midt på dagen rettes blikket mod højskolesangbogens viser og ballader, når Duo Høst leder fællessangen, og senere på eftermiddagen samler Katrine Muff deltagerne i et stort fællessangskor.
Aftenen rundes af med aftensange fra Højskolesangbogen, der skal bringe tempoet ned og give plads til ro og eftertænksomhed. Undervejs vil lokale deltagere præsentere deres egne yndlingssange og fortælle, hvorfor netop de har en særlig betydning.
Bag arrangementet står en gruppe lokale frivillige, som med støtte fra Odense Kommunes Bydelspulje og Musikpulje har gjort sangdagen mulig. Deltagelse kræver tilmelding, som foregår via kulturhusets hjemmeside, hvor der også findes yderligere information om programmet.





