Efter en svær periode, hvor Fredericia Håndboldklub har lidt nederlag til Ribe-Esbjerg og TMS Ringsted, er Mads Kjeldgaard optimistisk, når han ser frem mod de kommende kampe.

Der er knald på i Fredericia Håndboldklub, når spillerne træner den sidste gang før onsdagens udekamp mod Grindsted. Cheftræner er Gudmundur Gudmundsson, som altid er detalje orienteret, og har et klart fokus på, at holdet ikke skal gentage de defensive fejl, der kostede dyre point i den seneste kamp mod TMS Ringsted. Alle scenarier er blevet gennemgået, og træningen er tilrettelagt for at få de sidste finjusteringer på plads.

Perioden med to liganederlag i træk for FHK skal brydes, og det starter med Grindsted onsdag aften. Og det er et FHK-mandskab med en fornyet energi, der møder op.

– Det har været dejligt med en landsholdspause, det har været tiltrængt,. Vi har fået en hård start på foråret – både i vores resultater og vores spil. Jeg tror, at det er godt for os at få en pause, så vi kan sætte os ned, reflektere og få løst nogle af de ting, vi ikke har været tilfredse med, siger Kjeldgaard.

Kjeldgaard, der har fået en mere fremtrædende rolle på holdet på det seneste, har også måtte tage på sig både offensive og defensive opgaver. Selvom han har spillet flere forskellige positioner, har det specielt været nyt for ham at spille i midterforsvaret.

– Nej, det er virkelig noget, der er sket for første gang i lang tid, men det er rart. Det er noget, jeg føler, jeg skal hjælpe holdet med. Det er dejligt at spille med dem, selvom det ikke er min primære rolle, siger Kjeldgaard.

FHK’s resultater i foråret har været præget af forkerte beslutninger og manglende skarphed i de afgørende situationer. På spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at rette op på situationen, er Kjeldgaard tydelig:

– Der er ingen tvivl om, at vi skal starte ud med at få de nødvendige point. Det er ikke et nemt sted at spille og jeg synes, at Grindsted har haft har haft en opadgående kurve. Vi skal først have de to point, og derefter kommer nogle svære kampe, som bliver vigtige for, hvordan vi afslutter sæsonen, siger Kjeldgaard.

Kjeldgaard understreger, at top 4 er et realistisk mål for FHK, men at holdet bør sigte endnu højere.

– Vi skal op i minimum top 4, men jeg vil også gerne sige, at vi skal sigte efter top 3. Det synes jeg, vi har kvaliteten til. Det har vi også vist i efteråret. Vi skal bare spille nogle gode kampe, og heldigvis har vi selv muligheden for at påvirke vores skæbne, fastslår Mads Kjeldgaard.

Selvom kampene efter Grindsted-kampen er svære opgør mod direkte modstandere, der venter, er Kjeldgaard optimist.

– Ja, det bliver en kæmpe opgave, men jeg tror på holdet, afslutter han med en optimistisk og selvsikker udtalelse, som vidner om, at FHK stadig har store ambitioner for sæsonen, på trods af udfordringerne i foråret.

Inden onsdagens opgør indtager FHK fjerdepladsen i ligaen, hvor holdet er á point med Skanderborg AGF på tredjepladsen. Skanderborg AGF er dog over FHK, da de er bedre indbyrdes. Det kan der imidlertid laves om på, når de to hold mødes i den sidste grundspilskamp.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her