FC Fredericia skal have ny assistenttræner. Det peger i retning af, at det bliver klubikonet Christian Ege Nielsen, der overtager jobbet efter Anders Clausen.

FC Fredericia tabte søndag til Kolding IF, men det er en anden historie, der fylder. Christian Ege er på vej til at gøre comeback i FC Fredericia.

33-årige Christian Ege fik i 2022 ophævet kontrakten med FC Fredericia, da han fik tilbuddet om at blive spillende assistenttræner i Aarhus Fremad, hvor hans gamle assistenttræner fra FC Fredericia, Morten Dahm Kjærgaard, står i spidsen for Aarhus-klubben, der pt. ligger til oprykning til NordicBet Ligaen, men efter alt at dømme bliver det Eges sidste sæson med Kjærgaard.

racesyd.dk

I en periode på ti år, fra sommeren 2012 og frem til sommeren 2022, spillede Christian Ege 310 kampe for FC Fredericia. Historien med Ege er en, som folk i og omkring klubben ser tilbage på med stolthed. Ege spillede størstedelen af sin karriere i FC Fredericia efter, at han havde spillet ungdomsfodbold i Fredericia FF. Seniorkarrieren startede han i det daværende FC Djursland efter et ophold på Hessel Gods Fodboldkostskole, og fra Djursland gik turen til Brabrand fra 2010-12, inden muligheden bød sig for at komme til FC Fredericia, hvor han udviklede sig til et klubikon.

For nylig meldte FC Fredericia ud, at den ellers vellidte assistenttræner, Anders Clausen, stopper til sommer. Det var ikke Clausens eget valg, men FC Fredericia der vil i en anden retning med en anden profilmæssig type end Clausen. Der var heller ikke tale om et ønske fra cheftræner Michael Hansen, men derimod en ledelsesmæssig beslutning.

Lige siden meddelelsen om, at Anders Clausen stopper i FC Fredericia, har Ege spøgt i kulissen som den naturlige arvtager, og søndag kan fodboldmediet bold.dk berette om, at parterne indgår en aftale, som dog endnu ikke er officielt meldt ud. Det stemmer overens med avisens oplysninger.

I de to seneste sæsoner, hvor FC Fredericia og Christian Ege ikke har haft papir på hinanden, har Ege været flittig gæst på Monjasa Park, og det af flere forskellige årsager. Dels er der det faglige aspekt i at følge med i, hvad der sker, men dels er Christian Ege også stadig bosat i Fredericia, ligesom hans forældres firma, Tandlægerne på Vejlevej, stadig er engageret i FC Fredericia med et sponsorat, og dels har Ege en stor kærlighed til FC Fredericia.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Det har ligget i kortene, at når muligheden var den rette, at FC Fredericia og Christian Ege skulle have papir på hinanden igen. Nu bød muligheden sig, da Anders Clausens kontrakt udløber, og det samme er tilfældet med Eges kontraktmæssige forhold i Aarhus Fremad.

Dermed er der nu lagt op til et retur til FC Fredericia for klublegenden Christian Ege, der efter to sæsoner i Aarhus Fremad ser ud til at returnere til den fredericianske klub i en ny rolle.