Inden Kluge-udstillingen blev pakket sammen af Fredericia Kunstforening, gjorde foreningens formand, Poul B. Jakobsen, status og kunne konstatere, at der er kommet 100 nye medlemmer.

Udstillingen løb af stablen fra den 12. august til den 10. september, men nu er det slut. Udstillingen er pakket ned, og omkring 2.000 personer har besøgt den. Titlen Kluge før Kluge hentyder til, at udstillingen rummer flere af de tidligste værker fra slutningen af 1980’erne.

Til ferniseringen den 11. august blev et nyt værk afsløret af Thomas Kluge, som derudover udstillede værker, der ikke tidligere har været vist.

– Det har været rigtig godt og velbesøgt. Jeg har ikke hørt fra nogen, at det var skidt, og jeg har fået meget positiv respons. Nu er jeg på vej væk med de sidste værker, siger Poul B. Jakobsen.

Et af værkerne. Foto: AVISEN

25 af værkerne er Kluge selv kommet med, mens resten er lånt. Disse skal nu afleveres tilbage.

– Nu skal det tjekkes, om de er, som da vi fik dem, siger Poul Jakobsen.

Siden udstillingen åbnede, har der været run på. Udstillingen har haft åbent hver eneste dag fra kl. 10:00 til 18:00. Alle i bestyrelsen i Fredericia Kunstforening har taget en tørn i den forbindelse og har arbejdet minimum 37 timer for, at udstillingen kunne holde åbent. Nu er det hele slut, og der kan pustes ud.

– Det er en mærkelig situation. Hele bestyrelsen har ikke lavet andet i halvanden måned, og derfor er det specielt. Sådan er det. Vi skal videre. Mange synes, at det har været en hård omgang, siger Poul Jakobsen.

Poul B. Jakobsen og Thomas Kluge. Foto: AVISEN

Udstillingen har resulteret i en medlemsfremgang på omkring 100 medlemmer. Derfor har Fredericia Kunstforening nu omkring 550 medlemmer.

– Vores medlemskab koster 200 kroner for én person og 350 kroner for et par. En del af tilbuddet har været, at man med medlemskab kunne komme ind til udstillingen. Det kan også være en af årsagerne til medlemsfremgangen. Og folk vil gerne støtte op om lignende udstillinger i fremtiden, hvilket forpligter os. Jeg har Googlet det, og vi er en af de største foreninger i landet. I Randers har de en på samme størrelse som vores, men i Kolding og Vejle er de 250-300 medlemmer, hvilket vi også var for omkring ti år siden, fortæller Poul Jakobsen.

Selvom Kluge-udstillingen var krævende, skal Fredericia Kunstforening snart i arbejdstøjet igen. Inden året er omme, er der udstillinger med Gitte Skovmand og Jakob Haugaard.

– Selvom Haugaard-udstillingen ikke er stor, er han en populær person, som kan trække folk til. Den har vi samtidig med Fredericia Art Festival, så det kommer nok til at trække folk til. Vi har også haft en stand på art festivalen, og der har vi også hvervet nye medlemmer, slutter Poul Jakobsen.

Gitte Skovmand-udstillingen løber fra den 13. oktober til og med den 29. oktober. Der er fernisering for Jakob Haugaard-udstillingen den 5. november kl. 14:00.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer