I Kolding Byråd har Radikale Venstre ytret et ønske om, at man tituleres med kønsneutrale titler i de politiske ledelseslag. Forslaget blev dog nedstemt.

Forslaget blev stillet af Jonathan Dyring Løvbom, der i oplægget til sagen oplyste følgende:

– I takt med, at der i samfundet er en større bevidsthed omkring ligestilling og diversitet, ser vi det som naturligt, at vi som kommune og byråd kigger indad på de strukturer, der stadigvæk bibeholder en, i vores øjne, forældet tradition – nemlig, at personen, der leder et udvalg, råd eller nævn, skal tituleres som formand.

I byrådssalen uddybede Løvbom forslaget, der ville betyde, at man fra næste byrådsperiode ikke længere var formand eller forkvinde, men derimod forperson.

– Vi stiller forslag om at ændre måden, vi tiltaler hinanden på i de politiske ledelseslag. I vores optik er det en gammeldags sprogforståelse, det er kønnede ord, tiden er løbet fra. Det er ikke en hysterisk joke. Det er bare ligestillingsdagsordenen, der følger med tiden. EU var på pletten i 2008, i 2021 kom København Kommune med på beatet. Vi anerkender, at forslaget handler om signalværdi, der vil vise, at vi vil fremme et sprogbrug, der ikke skal benævnes med kønsord i disse sammenhænge. Vi sløser heller ikke med ligestillingsdagsordenen, men det tager et ryk mod en forældet struktur, sagde han.

Jonathan Dyring Løvbom håbede på SF’s opbakning, men den kom ikke, på grund af måden forslaget var stillet på.

– I SF går vi ind for, at det er vigtigt, at den man leder, har en titel man kan identificere sig med, uanset om det er forperson, formand eller forkvinde. Derfor er det frivilligt at vælge, hvordan man tituleres, det taler også ind i ligestillingsdagsordenen. Hvis forslaget havde været sådan, havde vi stemt for, men som det er nu, stemmer vi imod, sagde Iben Lehmann Rasmussen fra SF

Birgitte Kragh fra Venstre tog også ordet under punktet, hvor hun lagde vægt på, at man heller ikke kan kalde det eksempelvis kogeperson, brandperson og lignende.

– Man kan kun have rigtig respekt for andre, hvis man er som dem, eller ens respekt for andre ikke tages for givet, hvis man ikke er mere ens – det gør vores samfund fattigere. Man kan sagtens udtrykke respekt for tusindvis af mennesker, som fortjener respekt for dem, de er. Vi vil gerne have et rummeligt samfund med plads til alle – der er brug for alle, men spørgsmålet er, om vi gør rummeligheden mindre med en jobtitel. Vi betragter det nemlig som en jobtitel i Venstre, sagde Kragh.

For forslaget stemte Jonathan Dyring Løvbom og Merete Due Paarup, mens den øvrige del af Kolding Byråd stemte imod. Dermed faldt forslaget.