Hal 1 og 3 i Fredericia Idrætscenter har i denne weekend været forvandlet til en scene, som man ikke har været vant til, da der kom et specielt designet trægulv på. Det skete, da der blev afholdt DM i kørestolsrugby.

DM-weekenden var samtidig første gang for et nyt koncept. Danmarksmesterskabet i kørestolsrugby og Murderball Cup 2023 samlede både eliten og bredden inden for dansk kørestolsrugby i publikumsvenlige rammer.

I de senere år har Vejle været i fokus for kørestolsrugby, da de har været værter for VM 2022 og EM 2019, men nu prøver man at afholde DM i Fredericia. Det er noget, som formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind (V), fokuserer på, fortæller han til AVISEN. Han mener, at stævnet har været en succes og håber på en tilbagevendende begivenhed med endnu større fokus på tilskuere i denne publikumsvenlige sport.

Selvom atleterne sidder i kørestol, bliver der gået til den. Udstyret med specialhjul på kørestolene gik de til den i de fire halvlege, som en kamp varer. DM-finalen var tæt til det sidste og stod mellem Frederiksberg Falcons Blue og Frederiksberg Falcons Black. De viste sporten frem på flotteste vis, og fra arrangørernes side er der begejstring for det nye koncept med DM-weekenden.

– Jeg er rigtig glad for, at vi i Fredericia har fået mulighed for at afprøve et helt nyt koncept for det nationale mesterskab i kørestolsrugby. I sporten har vi lært rigtig meget af at arrangere flere store internationale turneringer på dansk grund, og vi har mærket stor begejstring for kørestolsrugby, særligt i Trekantområdet. De erfaringer vil vi bygge videre på, så dansk kørestolsrugby fortsætter med at udvikle sig, siger eventansvarlig Torben Nygaard i en pressemeddelelse.

Kørestolsrugby-ildsjælen havde samlet et rutineret eventteam til lejligheden, bestående af frivillige kræfter, der senest var med til at gøre VM i kørestolsrugby i Vejle i efteråret 2022 til en uforglemmelig milepæl i dansk parasportshistorie.

Sideløbende med DM-slutspillet blev ‘Murderball Cup’ afviklet for første gang med deltagelse af spillere fra niveauet under de bedste i Danmark.

– Murderball Cup er en fed mulighed for breddespillere til at prøve kræfter med hinanden uden at blive kørt over af landsholdsprofilerne. Deltagerne tæller både en stribe helt nye spillere, der er blevet grebet af at opleve sporten på tv, og en række af sportens danske pionerer, der fortsat er aktive på motionsplan, siger Torben Nygaard.

DM-finalen blev vundet af Frederiksberg Falcons Blue med cifrene 47-45. Efterfølgende var der pokal- og medaljeoverrækkelse til nummer et, to og tre i DM i kørestolsrugby og Murderball Cup 2023.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer