Kolding-skovhugger sikrede sig bronze i Tivoli

KOLDING. Viktor Tolberg fra Kolding endte på podiet, da Tivolimesterskabet i skovhugning blev afgjort i weekenden. Kun sekunder skilte ham fra sølvet.
Motorsavene snurrede, og stammerne væltede, da Tivolimesterskabet i skovhugning løb af stablen i weekenden. Da finalen søndag var afgjort, kunne Viktor Tolberg fra Kolding tage hjem med en bronzemedalje efter en tæt kamp om podiepladserne.
Kolding-skovhuggeren gav de to mænd foran ham kamp til stregen. Han sluttede 43 sekunder efter andenpladsen, som gik til Carl Krog Sørensen fra Roskilde, der igen var 24 sekunder efter vinderen, Andreas Møller fra Aalborg. Aalborg-skovhuggeren forsvarede dermed titlen fra sidste år og har nu vundet guld to år i træk.
Vejen til podiet gik gennem lørdagens indledende heats, hvor de bedste deltagere kvalificerede sig til søndagens finale. Her dystede skovhuggerne i discipliner som kædeskift, afgrening af stammer, skiveskæring og præcisionsfældning.
Vinderen fra Aalborg var overvejende tilfreds med sin egen indsats.
»Det gik godt i år, og jeg er stort set tilfreds med min præstation. Jeg ville dog gerne have prøvet at lave nul fejl, men det lykkedes heller ikke i år,« siger Andreas Møller.
Han fremhæver samtidig, at forholdene var bedre for deltagerne end sidste år.
»Vejret var godt i år, fordi det var lidt køligere. Sidste år var det brandvarmt, hvilket gør det lidt ubehageligt at løbe rundt i alt udstyret. Men det var sjovt at deltage igen i år,« siger han.
Mesterskabet markerede den officielle åbning af Tivolis Have- og Blomsterfestival, hvor nogle af landets grønneste fingre og mest kreative sjæle fylder forlystelseshaven med blomster, som både børn og voksne kan se, røre, smage og være med til at skabe. Gæsterne kan blandt andet opleve blomstrende fotoudstillinger, vild blomsterkunst, haveinspiration, overdimensionerede insekter, blomster- og havespil samt få taget blomsterportrætter eller lavet ansigtsmaling.
Festivalen kører frem til 13. september.




