KLIMA. Udrulningen af fjernvarme og stigningen i antallet af elbiler er blandt de tydeligste klimaresultater i Middelfart Kommune i perioden 2021-2025. Til gengæld har det vist sig udfordrende at realisere målsætningerne for skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde og kystbeskyttelse inden for den planlagte tidsramme. Det fremgår af den 5-årsrapport, som Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget skal godkende onsdag.

Rapporten samler erfaringerne fra de første fem års implementering af Middelfart Kommunes DK2020 Klimaplan, der blev vedtaget i december 2020. Middelfart var blandt de første 20 pilotkommuner i Realdanias DK2020-projekt, som lagde grundstenen til, at alle danske kommuner i dag har en klimaplan. DK2020-projektet er sidenhen afløst af Klimaalliancen, et partnerskab mellem KL og Realdania.

Ud over fjernvarme og elbiler peger rapporten på betydelig aktivitet i etableringen af vedvarende energianlæg, herunder godkendelsen af to solcelleprojekter. Organisatorisk har kommunen ifølge rapporten styrket sin evne til at arbejde tværgående med klimaindsatsen, blandt andet gennem etablering af et internt klimanetværk og anvendelse af midler fra den interne klimapulje.

Rapporten konkluderer blandt andet, at klimatilpasning bliver en voksende opgave i de kommende år, og at lokale initiativer kan udvikle sig til nationale fyrtårne, hvor Klimafolkemødet nævnes som eksempel.

Rapporten skal ifølge sagsfremstillingen fungere som et fagligt grundlag for det nye byråd og bidrage til en kvalificeret videreførelse af klimaindsatsen i kommunen. Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender 5-årsrapporten.