Budgetforhandlingerne i Fredericia Kommune er i fuld gang, og der er frustrationer blandt flere byrådsmedlemmer over den måde, processen er blevet håndteret på. Men til citat er det nu gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti, der udtrykker sin utilfredshed med forløbet i et interview.

Solen skinner, da en solbrun Tommy Rachlitz Nielsen parkerer sin bil, og giver sit faste håndtryk efterfulgt af en kommentar om det budgetarbejde, der er i gang. Han er direkte frustreret, og ikke tilfreds med, at det bliver en evaluering af budgetprocessen senere, der skal danne grobund for næste års budgetarbejde. Det burde ændres nu, slår Nielsen fast.

– Når jeg skal beskrive det, der har været frustrerende, må jeg sige, at vi alle har vedtaget det, men det er langt fra en optimal løsning. Selvom beslutningen blev truffet, er det tydeligt, at det ikke fungerer godt i praksis. Med min baggrund fra privatsektoren har jeg set, hvordan man typisk ville gå til sådanne udfordringer, men her kører man bare videre og satser på at rette op næste år. Når man ikke kan få materialet, så kan man ikke gå hjem og tale med sit bagland om det, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Han er en politiker, der bruger meget tid på forberedelse, og gerne sætter sig grundigt ind i hver enkelt sag, og lige præcis i budgetprocesser savner han overblik. En af de største frustrationer har været manglen på adgang til skriftligt materiale under forhandlingerne.

– Vi blev præsenteret for nogle ting, som vi ikke kunne få på skrift, fordi man ønskede at undgå, at der kunne søges aktindsigt. Når materialet ikke er tilgængeligt, mister vi muligheden for at tage det med hjem og drøfte det med vores bagland, hvilket er dybt problematisk. Uden denne mulighed bliver det svært at huske alle detaljerne fra møderne, og det skaber en skævvridning i processen, fordi man ikke kan have overblik over alt, der er blevet diskuteret, forklarer han.

Sendte brev til kommunaldirektøren

Tommy Rachlitz Nielsen udtrykte bekymring før sommerferien, men da der ikke var skete noget, udtrykte han sin bekymring i en mail til kommunaldirektør Thomas Jaap og hele Økonomi- og erhvervsvalget.

“Hej Thomas.

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt utilfredshed med, at vi som byrådsmedlemmer, ikke får udleveret materialet om spareforslag når disse præsenteres i udvalgene, herunder også ØEU.

Forvaltningen (læs kommunaldirektøren) lovede også, et stykke tid før ferien, at finde en løsning. Den har vi endnu ikke hørt noget om.

Jeg skal hermed formelt udtrykke min bekymring over at byrådet og Økonomi- og Erhvervsudvalget ikke kan få udleveret materialer fra vores møder, ligesom vi ikke får udleveret materiale forud for møderne så vi kan forberede os.

I det hele taget er denne proces, i konservatives optik, løbet helt af sporet. Vi sidder tilbage med en følelse af at forvaltningen ikke har tillid til at byrådet/fagudvalg. Jeg kan ganske simpelt ikke se anden årsag til at vi ikke kan få udleveret materialet. Hvis det er så slemt at det kan betyde afskedigelser og dermed berører vores personale, er ikke nyt for os og det bør byrådet allerede være opmærksomme på. Byrådsmedlemmer er underlagt tavshedspligten og har som folkevalgte en endnu bedre pligt end bare politimændes.

Det er samme billede, som vi oplevede efter sidste budgetforhandlinger, hvor hævken byrådsmedlemmer eller ØEU kunne få oplyst hvem der var opsagt, der of det skabte ikke bare undring men også modvilje henst til de berørte.

Jeg skal derfor opfordre til at vi straks får materialet stillet til rådighed.”

Sådan skrev gruppeformanden og uddyber konsekvenserne i vores interview med ham:

– En anden udfordring var, at vi ikke fik adgang til visse oplysninger, før de blev præsenteret på dagsordenen til udvalgsmødet i august. Det betød, at vi ikke havde mulighed for at gøre indsigelser imod ting, som vi nu kan se, vi burde have reageret på. For eksempel vedtog Teknisk Udvalg at reducere antallet af offentlige toiletter, herunder på lystbådehavnen i Skærbæk. Dette er et område, hvor jeg i Klima-, Energi- og Miljøudvalget netop havde diskuteret et projekt, som involverede det toilet. Hvis processen havde været mere åben, kunne vi have undgået denne situation. Desværre har processen været præget af en lukkethed, som har ført til, at beslutninger træffes uden den nødvendige gennemsigtighed, fortæller han tilføjer:

– Venstre og Socialdemokratiet sidder i alle udvalg, så de har måske et større overblik, men vi har ikke plads i alle udvalg, og er derfor ikke informeret om, hvad der skete i flere vigtige udvalg som Unge- og Uddannelsesudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget samt Bosætnings- og Turismeudvalget. Det er ganske enkelt uholdbart, at vi som byrådsmedlemmer ikke har overblik over, hvad der foregår i udvalg, hvor vi ikke er direkte repræsenteret, for et budget er i sidste ende et samlet hele.

Rachlitz Nielsen er også kritisk over for forvaltningens håndtering af følsomme oplysninger.

– Forvaltningen har forklaret, at vi ikke kunne få adgang til visse oplysninger, fordi de er følsomme og ikke offentligt tilgængelige. I visse tilfælde har de endda anvendt små agenturer for at undgå aktindsigt, hvilket yderligere komplicerer processen.

Han forklarer videre, hvordan han forsøgte at tage initiativ til en mere åben proces. – Den 6. august sendte jeg en mail til hele Økonomi- og Erhvervsudvalget, hvor jeg gjorde det klart, at jeg ikke var tilfreds med processen. Jeg ønskede at have materialet med spareforslagene til rådighed, men det fik jeg ikke. Efterfølgende har jeg set, at disse forslag er blevet offentliggjort på udvalgenes dagsordener, hvilket kun har forstærket min frustration over manglen på gennemsigtighed og inddragelse.

Tommy Rachlitz Nielsen er samtidig sikker på, at han ikke er den eneste, der er utilfreds.

– Min oplevelse er, at flere af mine kolleger også er utilfredse med den måde, processen er blevet håndteret på. Det har ikke været en optimal proces, og nu får vi blot at vide, at man vil kigge på det næste år. Det er ikke tilfredsstillende, når man tænker på, hvor mange ressourcer og hvor meget tid der allerede er blevet brugt på denne proces. Det er frustrerende, at vi har haft faktuelle forslag, som vi ønskede at ændre, men at processen har været sådan, at det ikke har været muligt. Dette minder mig om situationen med bowlingcentret, hvor der var spareforslag to år i træk. Vi fik det fjernet det første år, men sidste år kunne det ikke reddes. Det føles som om, at man ikke tager et nej for et nej, og blot genfremsætter forslagene det følgende år, som om intet var sket.

Han peger også på, hvordan der stadig er muligheder for at finde besparelser, selvom det påstås, at alle sten er vendt.

– Der er desuden mange penge at finde, hvis man ser grundigt efter, selvom det påstås, at alle sten er vendt. For eksempel har jeg hørt, at der i sundhedshuset er brugt 70.000 kroner på planter. Det er penge, som vi sagtens kunne have sparet.

Over sommeren er det også kommet til gruppeformandens indsigt, at flere medarbejdere uden for det politiske niveau havde fået besked om mulige besparelser.

– Jeg synes, det er forkasteligt, at flere modtog besked om spareforslagene før byrådet. At gadesygeplejersken og andre fik besked, før vi i byrådet blev informeret, er helt uacceptabelt.

Tommy Rachlitz Nielsen understreger til sidst, at byrådsmedlemmerne har et ansvar for ledelsen, og han mener, at der mangler en forståelse for, om den nuværende proces er god nok.

– Som byrådsmedlemmer sidder vi i bestyrelsen, og vi har et ansvar for ledelsen. Hvis ingen tager ledelsen, så må forvaltningen gøre det, og det anerkender jeg. Jeg anerkender også, at vi selv har vedtaget den budgetproces, vi gennemgår, men jeg mener, at der mangler forståelse for, om den er god nok. Jeg ville have ønsket, at vi havde mulighed for at se forslagene, før de kom i udvalgene. Den manglende dialog i udvalgene skyldes i høj grad den måde, processen er blevet håndteret på.

Hvis du så alligevel skal sætte ord på kommunens økonomi og det faktum, at man går ind i det tredje spareår i streg, hvad skulle det så være?

– Vi har potentiale til at drive kommunen mere fornuftigt, og vi er villige til at finde besparelser andre steder. Administrationen er ikke det største problem, men når den løber af sporet, som den har gjort i denne proces, er vi nødt til at være tilbageholdende med at tilføje flere komplikationer. Jeg håber, at kommunaldirektøren har vurderet, om der var mulighed for at undtage spareforslagene fra aktindsigt.

Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Thomas Jaap. Arkivfoto.

Kommunaldirektør: Vi ville undgå uro


Kommunaldirektøren understreger over for AVISEN, at den proces, der er blevet fulgt, var besluttet i Økonomi- og Erhvervsudvalget for at undgå unødvendig uro og sikre, at den politiske drøftelse fandt sted inden offentliggørelse.

– Det er den proces, vi besluttede i Økonomi- og Erhvervsudvalget.Grunden til, at vi valgte, som vi gjorde, var for ikke at skabe unødvendig uro, og tage den poltiske drøftelse inden alt kom frem. Havde vi lagt alt frem, ville det være offentligt tilgængeligt, da man så ville kunne søge aktindsigt i det, siger kommunaldirektøren og slutter:

– Hvis vi tager et tænkt eksempel med noget, der ikke kommer til at ske, så ville det skabe røre, hvis vi nu sagde, at man ville lukke kasserne uden at drøfte det. Vi har undersøgt det i forhold til det juridiske. Kommunernes Landsforening har en procedure, og det er den, vi følger. Jeg tager kritikken seriøst, og det er noget vi vil se på, når vi skal evalurere det hele.