Kontrollør slået i hovedet med en øldåse

KRIMI. En kontrollør fik torsdag aften et hårdt møde med en passager på banegården i Fredericia. Klokken 18.14 blev der anmeldt vold i Jernbanegade, og anmeldelsen gik på, at en mand skulle have slået kontrolløren i hovedet med en øldåse.
Politiet oplyser ikke, om dåsen var fyldt eller tom, og der står heller ikke noget i døgnrapporten om, at kontrolløren skulle være kommet til skade ved slaget.
Manden blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste, og i samme forbindelse blev han også sigtet for overtrædelse af jernbaneloven på grund af en række mindre pæne forhold og urolig adfærd på stedet, fortæller politiet.
Den sigtede er en mand født i 1990 fra Esbjerg Kommune. Den forurettede kontrollør er en mand født i 1966.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 18.9 kl. 09.00 af politikommissær Arno Rindahl Pedersen.

