Krudttårnet i 1914. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Fredericia har et væld af historiske bygninger. Fredericia har også alle dage været en by, der var nært forbundet til militæret. Byen er grundlagt som en fæstningsby, og militæret har altid været meget synligt, blandt andet med mange bygninger, der havde forskellig militære formål. Ved Østerstrand, bag Sundhedshuset, står den ældste militære bygning i Fredericia. Det er en stor gul og grundmuret bygning, der hedder Krudttårnet. Bygningen blev opført i 1675, og har en nøjagtig kopi stående i Kastellet i København fra ca. samme tid.

Krudttårnets funktion var nøjagtigt som navnet siger, et lager for krudt og kugler. Derfor opførte man bygningen i 1675 et sted, hvor den stod helt ensomt. Der skulle helst ikke være nogen andre bygninger i umiddelbar nærhed, hvis nu tårnet skulle sprænge i luften. I 1675 var området ved Krudttårnet helt øde. I nærheden lå kastellet, og det var den sidste bastion, byens forsvarer kunne søge tilflugt i. Derfor var der en bestemmelse om at holde området foran kastellet ryddet for beboelse. Efter de reformerte i 1719 blev inviteret til Fredericia fik de en stor del af jorden, som derpå kom til at hedde Reformert Mark, men det var først mod slutningen af 1800-tallet, at der blev opført egentlige bygninger i området ved Krudttårnet.

Krudttårnet. Foto: Museerne i Fredericia

Krudttårnet er et næste kvadratisk murstenshus i to etager. Tårnet skulle som nævnt bruges til at opbevare blandt andet krudt. Derfor var det vigtigt at sikre bygningen så godt som muligt. Tårnet blev tegnet af fæstningsingeniør Gottfried Hoffmann, men det blev bygget i 1675 af de to lokale murermestre Hans Petersen og Jørgen Godtske. I kontrakten omkring byggeriet står der, at muren skulle være 1 alen tyk. Det vil sige ca. 62 cm. Der skulle bruges mange mursten til byggeriet. I Aabenraa blev der indkøbt 55.000 sten til Krudttårnet. Herudover blev der hentet kalk fra kalkbruddene ved Mariager Fjord og indkøbt 2.300 tagsten foruden en mængde træ, fundamentsten, mørtel, murankre og så videre. Endelig bestilte man hos billedhugger Jacob Jacobsen i Haderslev et kongemonogram med årstallet 1675, der skulle indsættes over døren til krudttårnet. På monogrammet ser man øverst en krone, det kongelige monogram og årstallet 1675. I dag er det suppleret med endnu et årstal, nemlig fra 1746, hvor Krudttårnet blev renoveret. Byggeriet tog i alt 3-4 måneder i løbet af sommeren 1675, og kostede i alt ca. 1.100 rigsdaler. Fra august 1675 kunne man tage tårnet i brug, og krudttønder blev båret ind i underetagen og hejst op i overetagen.

Tegning over Fredericia 1767. Her ser man, hvor ensomt krudttårnet stod. Krudttårnet er markeret med G. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

En fæstning som Fredericia havde god brug for et krudttårn. På alle bastioner stod flere kanoner klar, men af sikkerhedsmæssige årsager skulle krudt og kugler gerne opmagasineres for sig selv i sikker afstand. Der findes eksempelvis stadig en oversigt over tårnets indhold fra 1710. Dette øjebliksbillede viser, at man inde i tårnet blandt andet opbevarede;

3.272 kg. sortkrudt

48 kg. ren krudt

114 fakler

4.390 musketkugler

521 håndgranater

Tegning af krudttårnet ved Samuel Christoph Gedde, 1754. Foto: Forsvarets bygningstjenestes arkiv ved Rigsarkivet

Det hele var pakket i tønder, der var sirligt opmagasineret på de to etager. Oprindeligt var ydermuren ret rå med murstenene synlige, men i 1746 skulle tårnet have en stor renovering. Vejr og vind havde efterhånden slidt godt på tårnet, og murermester Cornelius Hansen fik derfor til opgave at renovere det ca. 70 år gamle tårn. Det indebar blandet andet at alle bjælker, loft og spærværk måtte udskiftes. Det samme måtte to af siderne på tårnet med 19.000 nye flensborgsten. I denne forbindelse behandlede man også ydermuren, som herefter blev opmuret til en glat mur, som vi stadig ser i dag. Tårnet blev istandsat igen i 1865 og i 1992. I 1996 overgik krudttårnet til Fredericia Kommune, og nu hører tårnet til Museerne i Fredericias formidlingsbygninger. Store dele af Fredericias skoleelever kommer derfor flere gange i løbet af deres skoletid ind i krudttårnet, hvor de i ly af byens fysiske militærhistorie kommer tættere på Fredericias historie.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her