Kunstner Qnud Caos er i disse dage på rådhuspladsen i Fredericia. Hans opgave er at producere fire værker, der undersøger “fællesskab”, “natur”, “6. juli” og “Lillebælt i sammenhæng med Fredericia”.

Vejret er med Qnud Caos. Kunstneren, der har lavet flere værker rundt omkring i Fredericia, har fået til opgave at lave fire værker inden for de nævnte emner. Udover det har han fået forholdsvis frie tøjler, fortæller han.

I tidsrummet klokken 11:00 og 16:00 er Qnud Caos til stede den 21. – 22. juni, 28. – 29. juni, 3. – 4. juli og den 12. – 13. juli, hvor han til Street Art 2024 er hyret ind til at lave værkerne. Det at lave det midt på rådhuspladsen i Fredericia er specielt for Qnud, der til dagligt bor i København.

– Det er sjovt at stå på sådan en plads. Det har jeg ikke prøvet før, siger han og oplyser, at flere interesserede allerede har været inde at spørge, hvad han laver.

Det er også lidt af et særsyn på Rådhuspladsen. En varebil holder i den ende, hvor indgangen til rådhuset er, og ved siden af den står en kunstner og maler på et lærred. Det er ikke et hverdagssyn.

– Det er hyggeligt at stå her. Jeg lagde faktisk lige på Instagram, at nu har jeg bare rykket mit atelier ud. I stedet for at stå derhjemme står jeg bare her. Min arbejdsbase er den samme, selvom det selvfølgelig er et andet sted, forklarer Qnud Caos.

Mens det er nyt, at Qnud Caos står og maler på en stor plads, så er det til gengæld ikke nyt, at han laver kunst til Fredericia.

– Jeg har lavet det på gavlen nede ved Hotel Gammel Havn og så har jeg lavet noget derhjemme, som kommer op nede foran Tøjhuset, siger Qnud.

Men hvordan får man sådan en opgave? Svaret er netværk, som har lært Qnud Caos at kende via andre opgaver.

– Ulrich Nicolaisen fra EventC er med i det, og så ved jeg, at turistforeningen Visit Fredericia er med inde over også. Det er på den måde, at jeg har fået den her opgave, siger Qnud Caos.

Qnud Caos er en autodidakt kunstner, som fra barnsben altid har yndet at skabe og fortælle historier. Fra at sidde og tegne i skolen, har Qnud siden rejst gennem livet som gøgler, cirkusartist, fotograf, teatertekniker og kunstner. Altid drevet af sin store interesse i historier og for at formidle, gennem et ikke talt sprog.

De seneste år har særligt billedkunsten taget fylde med store malerier og tegning, men også keramik, workshops og andre eksperimenter, i en konstant undersøgende tilgang og stræben efter at både udfordre sig selv kunstnerisk og skabe værker, der vækker refleksion hos deres beskuere.