En fredericiansk kvinde blev onsdag snydt af et fupopkald fra hendes “bank”. Efterfølgende er hendes dankort blevet benyttet til at hæve kontanter for 10-20.000 kroner.

En 63-årig kvinde fra Fredericia modtog onsdag klokken 18:00 et opkald fra hendes bank. Banken oplyste, at hendes kort var blevet hacket, og at de ville sende et bankbud, der ville komme og hente hendes kort.

Ti minutter efter troppede budet op på kvindens adresse i Kongensstræde, hvor den 63-årig kvinde afleverede kortet og gav kortet til bankbudet. Efterfølgende er der blevet hævet kontanter i Fredericia og Rødding. Det samlede beløb, der er hævet for, er 10-20.000 kroner.

– Vi kan kun advare mod det her. Politiet og banken kommer ikke og  henter hævekort. Banken kan elektronisk lukke et hævekort, hvis man er ved at blive svindlet. Man skal aldrig udlevere sådanne oplysninger til nogen, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross.

Bankbudet, der hentede kortet, beskrives som en mørkhåret mand, der var iført en mørk jakke.