I løbet af de seneste små 10 år er antallet af kvindelige elektrikerlærlinge mere end tredoblet. Og uddannelsen står langtfra alene, da tendensen også præger de øvrige fag i både installationsbranchen og metalindustrien, viser nye tal.

Der er stadig størst chance for, at din elektriker eller smed er en mand. Men kvinderne er på vej ind i de traditionelle mandefag, viser netop offentliggjorte tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Udviklingen er særlig tydelig hos elektrikerne, som siden 2014 har oplevet en tredobling i antallet af kvindelige lærlinge. Dengang var 53 kvinder i gang med uddannelsen. I år er det tal vokset til 176. Tendensen gør sig også gældende i de øvrige tekniske fag som eksempelvis vvs-energispecialist, industritekniker og smedeuddannelserne.

Udviklingen vækker glæde i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.

– Det viser med al tydelighed, at vi er på vej i den rigtig retning. Hvis vi skal sikre nok faglærte til de kommende år, så er det vigtigt, at vores uddannelser også kan appellere til de unge – uanset køn. Vi har simpelthen ikke råd til at se bort fra talenterne i halvdelen af befolkningen. Men det er ikke kun med til at løse udfordringerne med rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Det har også en positiv effekt på arbejdsmiljøet ude i virksomhederne, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Dea troede det var mandefag

Erhvervsskolen Hansenberg i Kolding mærker også udviklingen. Her uddanner de blandt andet beslagsmede, og for første gang nogensinde, er der nu flere kvinder end mænd på hovedforløbet. En de kvinder, der har fået øjnene op for uddannelsens kvaliteter, er Dea Høm.

– Da jeg var under uddannelse hos gardehusarerne i Slagelse, troede jeg også, at beslagsmed-faget kun var for mænd. Men det billede fik vores faste beslagsmed hos husarerne ændret, og så kom jeg i lære her hos Jesper Krogsgaard i Hirtshals. Fra mange mestre hører jeg nu, at vi piger er mere grundige og perfektionistiske. Det giver tilfredse kunder, og mange flere vil gerne tage kvinder i lære. Måske er vi flere kvinder end mænd i faget om 10-15 år, siger Dea Høm.

Kjetil Hansen er formand for beslagsmedesektionen i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Han har selv uddannet en kvindelig svend i sin virksomhed – og har netop nu også en ny ung kvinde i lære.

– De seneste fem år har en række skrappe kvindelige lærlinge virkelig vist vejen. De har måske ikke drengenes råstyrke, men så kommer de med omtanke, finesse og en sund tilgang til at sige fra eksempelvis over for en opgave med en ustyrlig hest. Deres arbejde og indsats som lærlinge har nok overbevist de lidt mere firkantede mestre om, at det er en god ide at tage kvinder ind som lærlinge, siger Kjetil Hansen.

Selvom kvinderne er på vej frem, så er der stadig langt flere elever af hankøn på uddannelserne i installationsbranchen- og metalindustrien.

Af samme grund har TEKNIQ Arbejdsgiverne for nylig lanceret projektet ”Flere faglærte kvinder”, der har til formål at tiltrække og fastholde flere kvinder til brancherne.

Kvinder på uddannelserne:

Igangværende kvinder på uddannelserne inden for installation og metalindustri. Tal i parentes er for 2014:

Elektriker: 176 (53)

Vvs-energispecialist: 33 (8)

Smed: 89 (39)

Industritekniker: 76 (24)

Kilde: Uddannelsesstatistik.dk

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer