Virksomheden Komponent har fremlagt en kvalitetsanalyse til Senior- og Socialudvalget omkring det udskældte bosted, Kobbelgården 3. Udvalgsformand Søren Larsen (A) fremhæver særligt ét specifikt punkt, som man tager ved lære af.
Kobbelgården 3 kom i vælten grundet et skærpet tilsyn, der kom i slutningen af 2023. Siden kom der henvendelser fra pårørende og tidligere ansatte på bostedet, der pegede på en række, ifølge dem, kritisable forhold. I april fik bostedet endnu et skærpet tilsyn, som de stadig er under.
Som følge af kritikpunkterne af Kobbelgården 3 er der blevet fremskyndet en analyse af bostedet foretaget af firmaet Komponent, der i forvejen var bestilt til at lave en analyse af det specialiserede voksenområde. Det blev vedtaget allerede i efteråret 2023 inden sagerne omkring Kobbelgården 3 blev kendt, og var et socialdemokratisk budgetforslag.
Nu er delen omkring Kobbelgården 3 færdig og er blevet fremlagt for Senior- og Socialudvalget, der har fået analysen præsenteret af Komponent. Spørgsmålet er, hvad udvalget særligt har taget med fra den.
– Det er svært at sige, hvad man har lært som den største øjenåbner. Vi havde intet negativt hørt, før påbuddet kom, og jeg havde kun fået to pårørendehenvendelser i efteråret 2023. Tilsynsrapporterne var gode, så ingen vidste, hvor galt det egentlig var derude. Det er en læring, at vi skal køre pårørendetilfredshedsundersøgelser hvert år. Vi skal være bedre til at tage fingeren på pulsen, siger Søren Larsen.
En af de ting, som Senior- og Socialudvalget generelt også har fokus på, er nedbringelse af antallet af vikarer.
– Vi vil allerhelst undgå at have vikarer og have det dækket af egne folk, som kender de pågældende borgere bedre. Det er ikke noget, man har haft nok fokus på før, og noget vi er blevet mere bevidste om, siger Larsen.
Søren Larsen husker tilbage på det stormvejr, der pludselig opstod omkring Kobbelgården 3. Han havde ikke set situationen komme, og han vil nu gøre alt for, at der ikke opstår lignende tilfælde fremover, blandt andet ved at gå mere systematisk til værks.
– Vi havde ingen indikationer af, at det var så galt. Vi fik jævnlige tilsyn, og der kunne vi ikke se, at det var så galt. Når man heller ikke får mange pårørendehenvendelser, er det heller ikke til at vide. Men i Socialdemokratiet ønskede vi allerede sidste efterår i forbindelse med budget, at vi fik en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde. Vi ville gerne gøre det så godt som muligt, og vi følte ikke, at vi havde en føling med det og ville have det afdækket kvalitetsmæssigt. Nu vil vi komme til at gå mere systematisk til værks og se, hvordan kvaliteten er, når man måler det mere grundigt, siger Larsen.
Nu er der gået noget tid, siden den værste storm har været der omkring Kobbelgården 3, som ikke jævnligt bliver omtalt mere i medierne.
– Min fornemmelse er, at det går den rigtige vej, men det er et langt sejt træk. Det er ikke noget, man bare lige ændrer fra den ene dag til den anden, siger Larsen.
Et andet punkt, som man har fokus på, er, at der har været for få ledere til for mange ansatte på Kobbelgården 3. Det har ikke givet optimale forhold til medarbejderne.
– Ledelsesspændet har været for stort, og der har været for få ledere, det er der ingen tvivl om. Det er generelt noget, man har fokus på i kommunen, at vi helst ikke vil komme i undertal med antallet af ledere, da vi så står mere sårbart. Det er også derfor, vi for 4-5 år siden gik fra en smal organisation i forvaltningen på rådhuset til at have en større, slutter Søren Larsen.
I analysen, der er udarbejdet af Komponent, fremgår det, at handleplanen som er sendt til Socialtilsyn Syd, ikke kun skal opfyldes indtil det skærpede påbud på bostedet ophæves, men fortsætte i resten af 2024. Punkterne er som følger:
- Kobbelgården 3: Ansættelse af socialpædagogisk konsulent
- Kobbelgården 3: Bygningstilpasning
- Kobbelgården 3: Forløb i 2 teams med arbejdsmiljøudfordringer
- Alle afdelinger: Reducere anvendelse af vikarer og nuancere vikarbegrebet
- Kobbelgården 3: Styrkelse af sundhedsfaglig indsats
- Kobbelgården 3: Mere ledelse
- Kobbelgården 1 og 3: Tryghed i natarbejdet
- Alle afdelinger: Evaluering og udvikling af pårørendesamarbejdet
- Alle afdelinger: Sikre og arbejde med strategisk kompetenceudvikling
- Kobbelgården 3: Indførelse af reflekterende teams
- Alle afdelinger: Nedbringelse af sygefravær