SPORT. Helena Elver er blevet kåret som årets kvindelige landsholdsspiller efter en sæson, hvor hun har markeret sig som en af de bærende profiler på det danske landshold.

Kåringen sker på baggrund af præstationerne i sæsonen 2025 og 2026, hvor hun ifølge både trænere og medspillere har leveret på et stabilt højt niveau hver gang, hun har været i aktion i landsholdstrøjen.

Prisen uddeles af DanskHåndbold og Spillerforeningen Håndbold i samarbejde med landsholdets hovedsponsorer. Det er spillerne selv, der har stemt om, hvem der skulle have hæderen, og her fik Helena Elver flest stemmer.

Landstræner Helle Thomsen peger på, at Elver bringer noget særligt ind på banen.

»Helena Elver har x-faktor i sit spil. Hun gør det uventede, har hurtige fødder og på mange måder personificeringen af den slags håndbold, vi gerne vil spille på landsholdet. Hun er hurtig, fintestærk og tænker håndbold på et højt niveau. Hun er en fornøjelse at have på landsholdet, og jeg er glad for at hun har en alder, hvor vi forhåbentlig har glæde af hende mange år endnu,« siger hun.

Også i Spillerforeningen fremhæver man udviklingen hos den danske profil, der de senere år er gået fra at være et talent til en fast del af holdet.

»Siden gennembruddet på landsholdet for nogle år siden, hvor en lang periode med skader endelig blev vekslet til spilletid og udvikling, har pilen kun peget i én retning. Fra at være et frisk pust i kortere perioder har hun udviklet sig til en stamspiller, som modstanderne frygter,« siger direktør Torben Vinther og fortsætter:

»De individuelle kompetencer og målfarligheden er fra øverste hylde, ligesom samspillet med holdkammeraterne bliver ved med at lægge lag på. Det har hendes kollegaer på banen lagt mærke til, og på et hold med mange stærke spillere, har hun fået flest stemmer i år. Stort tillykke til Helena.«

Det er første gang, at Helena Elver modtager prisen som årets kvindelige landsholdsspiller.